Grenada d. 15. januar 2009-01-15

Rejsebrev Pura Vida 2009

Hent brev som pdf her

Kære alle sammen

Efter en dejlig, men travl sommer hjemme i Danmark er vi nu tilbage på Pura Vida på Grenada.
På vejen hertil havde vi et lille ophold på 1½ dag i England. Det viste sig at være et endog meget koldt ophold. England var nærmest nedfrosset i de dage var i London området, -13-14 grader C om natten. Da engelske huse jo hverken har isolering i vægge og kun almindeligt glas i ruderne var det en temmelig kølig affære at opholde sig i vores værelse. Da man så heller ikke bruger andet end et enkelt tæppe med et lagen under som dyne var det bestemt ikke uden længsel vi tænkte på vores dejlige velisolerede hus og bløde varme dundyner derhjemme.
For ikke at have for meget unødigt (troede vi) at bære på, havde vi kun en enkelt lidt varmere trøje og en tynd vindtæt jakke med som overtøj, men besluttede alligevel at bruge vores ekstra dag til en indkøbs- og sightseeingtur til London. Vi tog derfor toget ind til London onsdag efter at have lavet vores tidlige tjek-ind af bagage i Gatwick lufthavn. Vel ankommet til Victoria Station (uden bykort over London) gik vi, naturligvis, den forkerte vej og dermed væk fra alle forretningerne. Nå, det fandt vi selvfølgelig forholdsvis hurtigt ud af, og normalt betyder den slags jo heller ikke så meget, men når man går omkring i forårstøj i frostkolde gader er det ikke helt så sjovt og jeg kan roligt sige at jeg vist sjældent har frosset så meget som jeg gjorde denne dag i London!


london_1    london_2


Efter at have fundet Buckinham Palace og behørigt vandret rundt om dette på trods af den endnu koldere vindomsuste åbne plads foran det, var det med glæde at vi indtog vores frokost i en lille engelsk pub. Her nåede jeg næsten at tø op inden vi igen kastede os ud i kulden. Heldigvis jævnligt afbrudt af besøg i butikkerne langs vejen ned mod stationen. Det er utroligt som man kan have lyst til at snuse rundt i den ene forretning efter den anden uanset varetype når man er kold. Ja, selv de evindeligt ensartede souvenirer kan man bruge tid på at studere – alene for varmens skyld.
Nå, ingen grund til at klage over kulde, nu er vi i hvert fald tøet helt op igen J
Efter en lang men udmærket flyvetur var det jo således lidt af en kontrast at lande på Grenada sidst på eftermiddagen torsdag i 32 gr. 


london_3


Vi var lidt spændte på hvordan Pura Vida havde det for vi har jo været væk fra hende i 7 måneder denne gang.  Men heldigvis så alt, næsten, ud som det skulle. Desværre var de ting der skulle have været lavet i løbet af de 7 måneder vi var hjemme ikke udført eller udført forkert. 
Inden vi tog hjem havde vi bedt værftet om at udbedre et drænrør fra cockpittet der var lidt utæt i bunden af motorrummet. Her havde man i stedet for afmonteret og genindsat de tætte riste oppe i cockpittet. Desværre må man have gjort det over flere omgange, for motorrummet sejlede i regnvand da vi kom. Så udover at problemet ikke var blevet løst så havde man påført os et nyt. 
Der er i år kommet en ny manager på værftet og han tog sig heldigvis meget effektivt tingene og det lykkedes at få isat søventil og drænslange isat i løbet af fredag og mandag. De øvrige ting der ikke var gjort må så vente til næste opbevaringssæson.
Nu regnede vi så med at komme i vandet tirsdag, men ak, i mellemtiden opdagede vi at vi var nødt til at skifte luftfilter på motoren da det gamle var ved at gå i opløsning. Selvfølgelig lige præcis den eneste type filter vi ikke har et ekstra af. Selvom der er bådudstyrsforretning lige ved siden af os havde de selvfølgelig ikke dette filter. Efter en del research fandt vi så ud af at det kunne skaffes via Volvoimportøren på Martinique som heldigvis viste sig at have en agent her på øen. Efter flere dages mailskrivning frem og tilbage er det så endeligt lykkedes os at finde et filter som Christian så har hentet i dag.
Vi har dog ikke ligget på den lade side i den forløbne uge, men har skuret og skrubbet oppe og nede. I den sammenhæng kan jeg godt sige at vi skulle aldrig have haft teakdæk! Nabobåden, der har stået på land endnu længere end Pura Vida, har glasfiberdæk og den er stort set ikke snavset. Vores teakdæk må simpelthen have suget al jorden og snavset til sig – der sad et tykt sort lag af støv og snavs i dækket og når jeg siger sad, så var det fordi det virkelig sad fast, men det er nu behørigt skuret væk af skipper med blod, sved og ikke mindst blå mærker til følge!

Men som I kan se er Pura Vida nu ren og skinnende og klar til eventyr.


grenada_1


Vi har dog også haft mange hyggelige og afslappede stunder både på Pura Vida og hos vores nabo: restauranten De Big Fish. Både alene eller i festlige gensyn med sejlervenner.


grenada_2                grenada_3

Lige et par billeder af Pura Vida på land, samt vores udsigt fra båden over mod vaskemaskinerne og baderum.
Kl. 13 i dag var der så søsætning, så nu er vores Caribiske sejlsæson endelig startet.


Kærlig hilsen

Christian & Lisbeth

Tilbage til turbreve

© Copyright 2009