Rejsebrev fra Pura Vida 2007 ATLANTEN

Hej alle sammen
Så er det endelig lykkedes at få skrevet et rejsebrev. Som nævnt i det midlertidige rejsebrev fra begyndelsen af januar har der været flere problemer med at få skrevet dette brev. Dels var rejsebrevsskribenten jo gået i ”Island-time” og der har også været reelle problemer med at få strøm nok til skriveriet. Da computeren ikke nyder varmen lige så meget som vi andre, skulle skrivning helst foregå om aftenen og der var det ikke lige til at få strøm på den da Pura Vidas batterier heller ikke har det helt godt. PC-batteriet var desværre også stået af og kunne kun holde på strømmen i knap 20 min. Da jeg så endelig fik et nyt batteri herover hjemmefra, ja så gik det jo hverken værre eller bedre end at laderen stod af og så kunne det nye batteri ikke blive ladt op så godt og hurtigt at skriveriet kunne komme til at fungere. Ja, undskyldninger er der jo nok af, men nu ligger vi i marina på Martinique med landstrøm og så må strømmen af undskyldninger jo også ebbe ud. Så her er der så endelig lidt mere uddybende nye som gamle nyheder fra Pura Vida.

Vi forlod som sagt Puerto Mogan på Gran Canaria d. 23. november. Afgangen var egentlig planlagt til at ske d. 22., men da der havde været en del hård vind og dermed stor sø i de foregående dage skubbede vi afgangen til d. 23. i det håb at alle ombord kunne få en rolig start i ikke for stor sø.
Hver gang man begynder en sejlads skal alle ombord jo lige have det indre øre med på de nye bevægelser som bølger og dønninger giver og det tager gerne 2-3 døgn førend det hele falder på plads. Da lidelsen, også kendt som søsyge, jo ikke ligefrem mindskes af ekstra store bølger ventede vi da også gerne den ekstra dag, som i stedet blev brugt til at sige farvel til de venner vi havde fået under vores 3½ måned lange ophold i Puerto Mogan.

Den 23. oprandt heldigvis med de lovede rolige vejrforhold og vi sejlede ud af havnen kl. 12.15 behørigt vinket ud af Kirsten, Jens og Amanda fra Bluebell der havde taget opstilling med flag foran havnekontoret. Det vil sige Amanda blev sur og ville ikke rigtig vinke til os da det pludselig gik op for hende at vi nu sejlede helt væk. Vladimir havde sammen med havnemesteren, Maria Theresa, taget opstilling på balkonen over dem for henholdsvis at filme, vinke farvel og ønske os en god overfart.
Som altid når man har været et sted i længere tid er afsejlingen mod nye steder noget dobbelttydig idet man på den ene side altid må sige farvel til mennesker man har lært at kende og på den anden side også glæder sig til nye oplevelser og steder. Når det som her også er en så lang tur over umådeligt store havområder uden landkending er der jo så også sommerfugle i maven. Jo længere tur jo mere uforudsigelig er vind og vejr og dermed turen. På denne strækning og tidspunkt er vejret som regel nogenlunde stabilt så det er mere det at turen tager så lang tid uden landkending der giver sommerfuglene i maven.

Der var helt sikkert sommerfugle i maven hos hele besætningen, hos nogle nok snarere fugle end sommerfugle, men sørutinerne, med faste vagter, får dog forholdsvis hurtigt alle ombord til at falde til ro. Da vi var 7 ombord havde vi besluttet der skulle være 3 vagthold á 2 personer som så skulle have vagt i 3 timer af gangen. Jeg var så backup hvis nogle skulle få frafald pga utilpashed i større omfang.

Vejret viste sig dog her den første dag at være med endnu mindre vind og noget større sø (det sidste især i begyndelsen) end vi havde regnet med, hvilket gav en noget rullende sejlads og betød at sejlene havde svært ved at stå og vi sejlede derfor for motor et par timer i løbet af eftermiddagen. Brændstoffet og dermed motorbrug er ellers primært til opladning af batterier, men vi syntes lige at det da godt måtte se ud som om vi var på vej væk fra Gran Canaria.
Allerede 3 timer efter afgang fik vi øje på en stor flok Grindehvaler. De passerede meget tæt tværs forbi os på deres vej sydover og det var et syn alle satte pris på. De leger jo godt nok ikke omkring båden som delfiner ofte gør, men der var rigtig mange af dem og nogle svømmede meget tæt bagved os.

I forhold til i 1995, hvor vi også sejlede til Caribien, har vi denne gang fået nogle ekstra udfordringer under sejladsen når vi forlader de Kanariske Øer. På hele strækningen mellem Kap Verde Øerne og de Kanariske Øer er der stor risiko for at sejle ind i nogle af de mange små åbne joller som illegale afrikanere kommer sejlene til De Kanariske Øer i. Allerede inden vi tog afsted var der i 2006 ankommet næsten 30.000 afrikanske illegale indvandrere til De Kanariske Øer i sådanne små åbne joller. Da mange af dem kommer så langt væk fra som Mauretanien er de heldige der stadig er i live, efter op til 10-11 døgn stort set uden mad og drikke, ofte døden nær af tørst og sult. De er så mange i jollerne at de ikke kan ligge ned, men sidder stuvet sammen side om side, som sardiner i en dåse. Det er desværre en enorm god forretning for bagmændene som er skrupelløse. Jollerne er ofte i så dårlig stand at de nærmest ikke kan flyde og er svære at få øje på i de store bølger og nærmest umulige at se i mørke. Vores største skræk er at komme til at sejle ind i sådan en jolle i nattens mulm og mørke.
Det ville nu heller ikke være spændende at møde dem om dagen, da vi jo ikke kan gøre andet for at hjælpe dem end at melde deres position til myndighederne. Vi har jo hverken mad eller drikke udover hvad vi selv regner med at have brug for på det lange stræk til Caraibien.
For at sikre os så godt som muligt har vi derfor radaren kørende om natten i de første døgn, mens vi kan risikere at møde sådanne småbåde, selvom det tager lidt vel hårdt på strømmen og batterierne. Det gør så at vi allerede den første nat får øje på en mindre båd, som vi på radaren kan se først sejler parallelt med os med samme fart som os (sølle ½ - 1½ kn så driver er nok snarere den korrekte betegnelse for det vi gør), indtil den pludselig sætter fart på og forsøger at afskære os. Da vi ikke føler os rigtig trygge ved den situation, det er jo ikke til at vide hvad en sådan forfølgende båd har til hensigt, har vi ikke lyst til at de indhenter os, hvorfor vi starter motoren og sætter farten op for at komme væk fra den indtil den efter ½ time opgiver forfølgelsen af os. Vi er stadig lige syd for Tenerife så evt. illegale indvandrere er jo ikke langt fra redning uden vores indblanding.

På grund af den manglende vind og dønningerne kan vi kun have meget lille forsejl ude og det første døgn blev så, heldigvis som det eneste, det døgn med den laveste udsejlede distance på kun sølle 62 sm. Vores log virker ikke så måling af fart og udsejlet distance sker via gps’en og afstandene er derfor den lige linje til henholdsvis Puerto Mogan, i første omgang, og siden hen til Barbados. Vi kunne se Tenerife i horisonten hele dette døgn, og selvom nogle synes at det er rart at se land, så var det jo ikke helt så opmuntrende i vores sammenhæng. Til gengæld gik det så bedre for besætningen mht. søsygen i dette døgn.

Allerede kort efter solopgang passerer endnu en stor flok grindehvaler rundt om os til stor fornøjelse for den del af besætningen der er oppe. Da vi ikke sejler så farligt hurtigt forsøger vi at supplere provianten med noget friskfanget fisk. Vi får da også en ret stor Dorado (også kaldet Dolphin fish og Mahi Mahi) på krogen, men lige da den skulle bjerges op på dækket får den vredet sig fri. Så ingen frisk fisk til aften for os i denne omgang, men formentlig en glad fisk i havet.

De næste 2 døgn tiltog vinden, men desværre ikke helt sådan som vi kunne ønske os det, idet vinden nu kom fra V-SV og dermed var imod vores sejlretning. Meget atypisk for området og ikke helt nemt at sejle i når søen domineres af de meget store Atlanterhavsdønninger. Vores fart på vej mod Barbados stiger dog alligevel til helt nye højder, idet vi sejler med en fart af hele 3-4 kn/timen den rigtige vej?, hvilket bliver til ca. 100 sm/døgn. Udover et kortvarigt møde med en skildpadde og synet af et enkelt krydstogtsskib i horisonten er vi nu blevet til det lille isolerede sejlende samfund som en lang havpassage byder på. Livet er kogt ned til et stille skift mellem vagter med styring af skibet, madlavning, frivagter, der her i starten mest bruges i køjen, og døgnets højdepunkter, måltiderne.

I løbet af lørdagen drejer vinden dog heldigvis igen, først til N, hvilket passer os meget fint, for derefter at ende i Ø søndag aften. Normalt taler man jo om NØ-passaten når man taler om den fremherskende vind på Atlanten mellem De Kanariske Øer og Caribien, men det viser sig at vinden i år kommer fra øst. Det er ikke det bedste på sigt, da vi jo skal mod vest og det er svært at sejle med vinden lige ind bagfra. Hvis søen var flad og der ingen dønninger var, ville det være ren fryd og gammen, idet vi så bare skulle spile vores sejl ud til hver side. Med den store sø og de store dønninger vi har på vores tur kan sejlene ikke stå uden at klappe sammen når vi ruller fra side til side. Det stiller meget store krav til rorsmanden og går hårdt ud over materiellet.

Det viser det sig at vi allerede her har ”ramt” årets passatvind. Vi har en meget stabil vind fra Ø på hele resten af turen. For det meste blæste det omkring 8-10 m/s hvilket var meget fint, men i perioder blæste det væsentligt mere. Det viste det sig at blive en overfart med meget store dønninger og i perioderne med hårdere vind, ekstra store bølger oveni så vi blev rullet godt og grundigt undervejs. For ikke at ødelægge forstag og/eller sejl og rig rullede vi derfor mindre af sejlet ud, hvilket jo så også giver mindre fart. Men sådan er alt her i livet jo – man kan ikke få alt.
Det betød at vi som regel ikke havde mere end ca. 2/3 af genuaen rullet ud for at undgå at rig og sejl skulle slås i stykker, da sejlene ikke kunne stå når vi rullede fra side til side pga dønningerne. Vi havde dog alligevel så meget fart på til tider at vi surfede ned ad de store dønninger med helt op til 15 knobs fart (iflg. gps-målinger af fart over grund)

Vi havde besluttet at Pura Vida skulle håndstyres hele vejen, dels da vi var så mange ombord og alle havde lyst til ”selv” at sejle turen over, og for at spare på strømmen. De store dønninger betød at sejladsen krævede meget stor koncentration fra rorsmanden så sejlene slog mindst muligt og betød derfor at besætningen var så trætte og trængte så meget til hvile i fritimerne at de ikke fik lavet meget andet end at sove når de ikke var på vagt.

I løbet af søndagen, d. 26. november, begynder vi at få problemer med strømmen. Der
er mindre end 8 V på batterierne så motoren startes straks så vi kan få ladt batterierne op. Vi har jo ellers både en vindmølle og en stor solcelle monteret men pet andet problem ved at have vinden lige ind bagfra er, at vindmøllen ikke får ret meget vind og derfor ikke giver særligt meget strøm. Solcellen har heller ikke været så effektiv da der er overskyet det meste af tiden, så alt i alt er der kun motoren til at give strøm. Vi har jo haft radaren kørende om natten, men beslutter nu at slukke denne. Der er jo altid to på vagt og det må være udkig nok. Ved gennemgang af de strømforbrugende ting vi har i gang, viser det sig at køleskabet ved et uheld har været indstillet på for kold en temperatur og derfor har brugt urimeligt meget strøm. Kortplotteren har været tændt indtil videre, men vi har jo egentlig ikke meget brug for hele tiden at se på den samme plet på kortet, vi flytter os jo ikke så hurtigt i forhold til afstanden til målet, så den slukkes også. I stedet tænder vi så for en bærbar gps ved hvert vagtskifte, hver 3. time, så vores position kan blive ført ind i logbogen sammen med de øvrige data og observationer i vagten. Det fungerer helt fint og hjælper klart på strømforbruget. Der er jo ingen grund til at skulle køre motor og brænde mere brændstof af end højst nødvendigt. Det er jo primært i kystnær sejlads og ved anduvning af land at man har størst glæde af kortplotteren.
Mandag d. 27. om morgenen ser vi en stor flok delfiner, men de har desværre ikke lyst til at lege med os og kommer ikke helt hen til skibet. Vi er helt klart i et fiskerigt område og de har travlt med at spise. Kort efter ser vi flyvefisk flyve over vandet skarpt forfulgt af meget stor Dorado der i flere omgange springer ud af vandet efter flyvefiskene. At det ikke kun er delfiner der er klar over at dette er et fiskerigt område finder vi ud af kort efter da vi ser store røde bøjer tæt på os. Det må være et stort flydenet og vi er glade for at det er i dagslys at vi passerer det. Det ville ikke have været noget vi ville have kunnet se om natten og det ville bestemt ikke være rart at sejle ind i. Vi har efterfølgende hørt at mindst 4 både har tabt roret på turen over Atlanten, heraf en dansk båd der efterfølgende sank. I deres tilfælde tog båden vand ind og efter at have aktiveret Epirb’en, blev et større sejlskib dirigeret til deres position. I første omgang forsøgte man om man kunne slæbe den danske båd efter den store, men det er ikke muligt i så store søer. Deres båd tog vand ind og var ved at synke hvorfor de selv kom ombord på det andet skib.
Alle disse både har oplyst at de ramte noget i vandet uden at de præcist vidste hvad og har gættet på hvaler eller containere. Da vi nu så dette store flydenet og sagtens kan være sejlet forbi andre uden at have set dem, kan vi ikke lade være at tænke på om ikke sådanne net kan have været årsag til nogle af rorhavarierne. Der er ingen tvivl om at et ror er meget udsat, og sandsynligvis vil blive revet af, hvis man er så uheldig at man sejler hen over et stort flydenet der jo er meget kraftige net med tykke stålwirer i.
Det er bestemt ikke nogen rar tanke, da disse net, så vidt vi har kunnet se når vi har mødt dem, ikke har lys eller andet som gør at man kan se dem om natten. De har en antenne på, men jeg går ud fra at den udsender et radiosignal som kun fiskerne der har sat nettet ud kan opfange.

Udover to gange skift af halse (ændre sejlretning og skift af side som sejlet er ude til), samt diverse resultatløse forsøg på at få sejlene til at stå ved hjælp af spilerstage på forsejl og preventer på bommen, i et forsøg på at sejle med mere sejl oppe, er der ingen begivenheder noteret i logbogen førend torsdag d. 30. november.
(På almindeligt dansk er en spilerstage en stang der sidder fast på masten i den ene ende og på forsejlet i den anden ende så dette bliver fastholdt ude til den ene side så det ikke folder sammen når båden ruller fra side til side i den store sø. At man preventer bommen (den hvor storsejlet sidder på og holdes ud fra masten af), betyder at man binder denne fast, tøjrer den, så den ikke kan svinge over skibet, hvilket ville være en meget voldsom belastning for hele riggen og kan medføre at bommen knækker. Derudover, og ikke mindst, hvis bommen pludselig kommer farende tværs over skibet, er der jo så også risiko for at nogen bliver ramt af bommen, bliver slået bevidstløse og kastet overbord.)

Her lykkes det Erik at få en stor fisk på krogen kort efter solopgang. Han har en bærbar Garmin Gps som oplyser om hvornår det er bedst at fiske hvor man er og den angav så at største chancer for bid skulle være mellem kl 7 og 8 om morgenen. Kl. 7.30 præcist var der bid! Som sagt, det var en stor fisk og sejlfæringen måtte mindskes så Erik havde en chance for at få fisken ombord. Så ind med mere af sejlene, livline omkring stang og til sikring af fisker og kampen kunne begynde. Efter ca. 10 minutters kamp fandt fisken dog et nyt trick idet den satte en spurt ind mod skibet. Det gjorde underværker, da Erik ikke kunne rulle linen ind hurtigt nok vandt fisken sin frihed i sidste øjeblik. Alt hvad Erik fik for sit arbejde var et lille stykke hud som bevis på at der havde været bid. Vi andre var nu nok lige så skuffede som Erik da vi jo nu indtil flere gange var blevet lovet friskfanget fisk uden at få det. Det var jo dog ikke gps’ens skyld. Dens forudsigelser af bedste fangstmulighed holdt jo åbenbart stik. Det bekræftedes yderligere da der allerede ½ time senere var bid igen. Denne gang lykkedes det Erik at få fisken ombord – det var ikke nær så svært – den var da også meget mindre. Ja faktisk var det så lille en Dorado at vi valgte at lade den svømme ud og vokse sig større da vi jo ikke ville få ret meget ud af den når vi er 7 ombord.
Vi kunne se Doradoerne springe ud af vandet efter flyvefisk og se en hel stime af dem under vandet i Pura Vidas kølevand, men der var ikke flere af dem der havde lyst til at fange vores blink – så det blev desværre heller ikke til aftensmad med fisk denne dag.

Da søen var en del roligere og vi nu havde været undervejs i en uge blev eftermiddagen straks lavet om til ”store badedag”. Når man er på så lang en tur og mange personer ombord er ferskvandet jo rationeret og vi havde afsat at hver kunne bruge højst 1-2 liter vand til bad pr uge. Hver af os hældte derfor en liter vand i en flaske og tog den med ud på agterdækket. Der satte man sig så ned, behørigt spændt fast med livline, da der stadig var meget store bølger, og så blev der hældt en spand friskt havvand over hovedet på en og man kunne indsæbe sig og efterfølgende blive skyllet med alt det havvand man havde lyst til. Det er jo i sig selv ganske dejligt da her er varmt og havvandet jo også havde en tp. På 23-24 grader. For at få saltet væk igen blev hår og krop til allersidst skyllet efter med det afmålte ferskvand. Herligt. En helt ren og ny atmosfære bredte sig omgående i hele båden?.

Da Gps’en siger at næste morgen mellem 7 og 8 igen er et godt tidspunkt at fiske på = størst chance for fangst, sætter Erik & Thomas igen line ud kl. 7.30. Dette giver omgående udbytte i form af en pæn stor Dorado som dog ikke helt let giver afkald på sit liv, men vi vinder dog denne gang og den bliver serveret som en lækker frokostret: ovnstegt Dorado i smør, citron og diverse krydderier på en bund af ris. Uhmm – lækkert og en rigtig god måde at starte december måned på. For at gøre dagen endnu bedre ringer vi så også hjem til Frederik i Danmark.
Thomas har en Iridium telefon med og da vi ved at Frederik har haft møde med taksator omkring vores stakkels tidligere på året ”søsatte” sommerhus ringer vi hjem til ham for at høre hvordan det er gået og lige høre hans stemme når han nu desværre ikke kunne være med os.
Herligt at kunne tale med ham på denne måde. Samtalen har en mindre forsinkelse i lyden, men ellers er det som når vi taler i mobiltelefon. Utroligt at man kan sidde her så langt ude på det store hav og tale med dem derhjemme. Nu vokser træerne jo ikke ind i himlen og alt har sin pris – en sattelittelefon har jo da især også en høj pris, medmindre man har lavet et abonnement i forvejen. Det har Thomas heldigvis og så er denne form for telefon faktisk billigere end de fleste mobiltelefonsamtaler til Danmark når man ringer hjem fra udlandet.
Bortset fra et enkelt sejlskib i horisonten bagude ses intet andet liv denne dag.

Næste dag ville Thomas lige prøve fiskelykken igen ved solopgang og fik straks en stor fisk på krogen, men den slap lige så hurtigt fri igen (påstod han ?). Da der ikke var andre oppe end ham og Maria og en af dem jo hele tiden skulle stå ved roret blev det ved dette ene forsøg denne dag.
I løbet af dagen og de følgende døgn bliver vind og sø igen kraftigere og sejladsen hurtigere men mere urolig. Det sætter en foreløbig stopper for fiskeriet.
Søndag eftermiddag d. 3/12 har vi besøg af 4 delfiner som leger omkring båden i ca. 10 minutter og det bringer alle på dæk for nydelse af synet og fotografering af de glade gæster. Ellers intet at se omkring os.

Under sejladsen er døgnet delt op i faste rutiner og vi har lavet et vagtsystem hvor 2 ad gangen er på vagt i 3 timer og derefter har fri i 6 timer. Dvs. da der jo også skal gøres rent, bages brød og laves mad er disse ting også delt ud på forskellige vagthold i forhold til hvornår man bedst kan udføre opgaverne ved siden af at sejle.
Vagterne ruller så hvert hold på skift har vagt på forskellige tidspunkter hver dag over en 3-dages periode. Man har f.eks. morgenvagten hver 3. dag. Den går fra kl. 6-9 og i løbet af denne vagt har holdet så brødbagningstjansen. Der bages boller og rugbrød hver dag så der er friskbagte boller til morgenmad kl. 9. Alle står derfor altid op kl. 9 for at deltage i det fælles morgenbord der bestemt ikke står tilbage for hvad man plejer at få derhjemme. Det er utroligt lækkert at få serveret friskbagte varme boller med smør, ost, marmelade, Nutella eller hvad hjertet nu måtte begære.
Ja, der serveres sågar bacon og æg enkelte morgener undervejs.
De der har vagten fra kl. 12-15 og dermed vagten kl. 21-24 og kan sove hele natten, skal sørge for aftensmaden, som serveres inden solnedgang af hensyn til lyset (dvs. omkring kl. 17.30) og her udfoldes der stor opfindsomhed omkring menuen. Som beskrevet i sidste rejsebrev blev der provianteret godt op inden afgang og vi mangler bestemt ikke noget undervejs. De af os der havde håbet på vægttab undervejs kan hurtigt se at det bliver der ikke noget af med de menuer vi præsenteres for. Jeg nævner i flæng: Friskbagte focacciaboller med fyld, Chili con Carne, mangfoldige og spændende pastaretter, risretter med karry, sursød og tomatsovse, boller med skinke, ost og tomater, pandekager med fyld som hovedret og dessert med Nutella og marmelader, ja jeg kunne blive ved. Der udfoldes stor kreativitet omkring måltiderne når vind og især søen tillader dette. Når søen er ekstra stor og vi ruller meget simplificeres måltiderne tilsvarende, men det smager de jo ikke mindre godt af. Vi samles alle i cockpittet til alle måltider, dels fordi det er hyggeligst og dels fordi det er nemmest sådan. Derudover sker det så også at nogle får lyst til kage, popcorn eller andet og så sørger de for at lave nok til alle. Som sagt, vægttab er ikke lige det vi lider af på denne overfart.

Kl. 2 natten til tirsdag d. 5 december er vi nået halvvejs til Barbados, og der er nu 1375 sm til både Gran Canaria og Barbados. Vind og sø er desværre tiltaget ret meget så selvom vi havde forberedt at skulle have et lille glas champagne når vi nåede hertil, så er der ikke den store lyst til den slags blandt de ombordværende. Alt er så uroligt at flere stadig lider under søsygens kvaler hvis de forsøger at lave noget nede i skibet og så uroligt som der er lige på dette tidspunkt er der ikke andre end vagtholdet der har lyst til at forlade køjerne her midt om natten. Næste dag er det lige uroligt og der er mest stemning for at gemme champagnen til vores ankomst på Barbados.
Maria ville gerne fejre at vi var nået halvvejs og ville derfor supplere morgenbollerne med kanelsnegle. Desværre var søen og vejrguderne ikke helt med på det og det viste sig at være for stort et projekt at stå med alene i den sø. På det allermest våde og kritiske tidspunkt i processen kommer der en ekstra stor sø som får båden til at rulle endnu mere og skålen med begyndelsen til bollerne og kanelboller ryger desværre på dørken. Så i stedet for friskbagte boller og kanelsnegle til morgen står den på optørring og gulvvask så godt som det nu kan lade sig gøre i den meget urolige sø. Dørken flyder med en blanding af mælk, smeltet smør, gær og sukker og det er ikke nemt at få op. Da der jo er rum under dørken hvor spildte væsker vil ende i, bliver det et større arbejde.
Det er dog heldigvis ikke kun arbejde og uheld alt sammen denne dag. Christian og jeg har fået en midtvejspose med fra Inga og Ole fra ”Berina” som først måtte åbnes når vi var halvvejs. Den pakker vi ud her og den viser sig at være fyldt med herlige ting. Både spiselige og opmuntrende. Den indeholder et skønsomt udvalg af uundværlige goder såsom lakrids, kaffe og bearnaisesovs, samt læsestof og reggae rytmer fra Trinidad, så vi allerede nu kan begynde at glæde os til Caribiens stemning og alligevel nyde de bedste ting derhjemmefra. Der sendes mange tanker til de to der allerede ligger og nyder livet på Tobago mens vi ligger her så langt ude på det store blå ocean.

Vinden og søen fortsætter med at være stor og tiltager i løbet af dagen og aftenen så vi har vind på op til 19 m/s med tilsvarende store søer. Når vinden så kommer næsten lige ind bagfra betyder det som sagt at vi ruller meget. Vi sejler efterhånden kun for meget lille forsejl og alligevel bliver det her vi sejler hurtigst og bl.a. surfer ned ad de store bølger med op til 15 knobs fart.
Dette vejr fortsætter de næste dage med kun mindre justeringer nedad i vindstyrken.
Torsdag aften bliver stilheden pludselig brudt af noget der lyder som pigehvin. Thomas og Maria har vagt og i modsætning til hvad man kunne tro, er det ikke Maria der skreg. Det viser sig at være Thomas der i aftenens buldermørke er blevet ramt på armen af en flyvefisk og i forskrækkelsen over pludselig at blive ramt af noget uset, altså fik fundet pigehvinet frem. Først da fisken ramte, siden da den landede på hans fødder og derefter da han skulle have verfet den ud over skibssiden og tilbage i dens rette element.
Vejret ser ikke rigtigt ud til at ville blive bedre og tidligt fredag morgen kommer der en ekstra stor sø som brækker ind over bagenden af Pura Vida. Det giver desværre en noget våd vækning til Erik og Maria i agterkahytten da vandet fra den brækkende sø presses ind gennem udluftningsslangerne til motoren og derfra ind gennem bagpladen over køjen.
En meget ærgerlig situation da det er svært at holde hynderne tørre hvis de først har fået saltvand. Erik og Maria er dog så hurtige til at få det våde sengetøj væk og saltvandet tørret op at der ikke når at komme ret meget på madrasserne. Fra første gang vi så hvordan motorens udluftningssystem var lavet med luftindtag i hækken har frygtet at de ville være et sårbart sted under oceansejlads hvis en stor sø skulle brække ind over bagenden af skibet. Men da der skal laves udluftningshuller ind til motorrummet andetsteds for at nedlægge dem bagi, har vi ikke fået gjort noget ved det endnu. Det plejer jo da heller ikke at være på strækningen fra Gran Canaria til Caribien at søerne brækker ind over skibene og heldigvis viser det sig da også kun at være en mindre mængde vand der kommer ind. Det er dog nok noget vi skal have set på ved lejlighed og i hvert fald inden man skal krydse et ocean igen.

Vi sejler dog heldigvis hurtigt nu og kl. 9 her fredag d. 9. december er der kun 894 sm til Barbados. Efter ikke at have set andre på havet i flere dage ser vi denne formiddag ikke mindre end 2 skibe samtidig. Kl. 11 kommer et belgisk sejlskib på 43-44 fod sejlende meget tæt hen imod os og ender med at passere næsten lige foran os. Der er umiddelbart ingen at se ombord og båden sejler for selvstyrer, men kort efter at den har passeret os dukker en mand op, går ud agter og kigger for så at vende om og gå tilbage ned i kahytten. Vi synes at det er utroligt at de ikke holder bedre øje med om de sejler for tæt på andre og er glade for at det var i dagtimerne at vi mødte den. Samtidig ses en anden sejlbåd bagude i horisonten.
Ved solnedgang ses der et sejl lige i solnedgangen og senere samme nat ses hvidt lys bagude.

Bortset fra en tilsyneladende meget træt Tropical Seabird som kredser lidt omkring os, dog uden at sætte sig, på Erik og Martins tidlige morgenvagt er der igen ikke andre end os selv at se på havet. Vi får dog nu også nogle få, men voldsomme regnbyger, som især ser ud til at ramme Maria og Thomas på deres vagter. Vi kan af og til se byger bagude uden at de kommer tæt på os, men denne nat rammer de os, eller rettere Maria og Thomas. Nå, man tørrer jo heldigvis hurtigt i varmen og det er jo rart at få skyllet noget af saltet væk fra skibet.

Lørdag d. 10. december aftager vind og sø heldigvis, endelig igen i løbet af formiddagen. Det giver god og rolig sejlads og Maria fejrer det ved at lave lemonade til os alle sammen af nogle af de mange citroner vi har med. Vi har haft meget stor fornøjelse af al den frugt vi købte på Gran Canaria og har på dette tidspunkt stadig masser af citroner (da der jo desværre ikke har været så mange fisk på middagsbordet), enkelte appelsiner og æbler tilbage. De har faktisk holdt sig fantastisk godt i deres netophæng i vores brusekabine.
Ellers ser denne dag ud til at være ligesom de andre dage hvor der ikke sker så meget.
Det ændrer sig dog pludselig i Maria og Thomas’s vagt, hvor de pludselig ser lys fra 5-6 sejlbåde i mørket ikke ret langt fra os. Fra enkelte af dem kan vi se at de lyser med projektører ned mod havoverfladen. Vi tænder så straks for vores VHF, som vi ellers har haft slukket pga. vores problemer med strøm, og kan så høre at der er en mand-overbord eftersøgning i gang.
Her begynder så fortællingen af noget der udvikler sig til lidt af en radioføljeton:

Ved at lytte til radioen bliver det hurtigt klart at en mand er faldet overbord fra en belgisk sejlbåd ved navn ”Alegria” omkring kl. 16. Vi når ikke at få en position for hvor han er faldet overbord, så vi kunne hjælpe i eftersøgningen, førend vi kl. 20.30 hører at ”Alegria” har fundet manden og fået ham ombord igen i live.
Han er dog slemt underafkølet og forkommen efter 4½ time i vandet, men det er simpelt hen utroligt at han er blevet fundet igen og så oven i købet i mørke.
Det går meget hurtigt meget slemt hvis nogen falder overbord herude i Atlantens store bølger. Dels sejler skibet som regel hurtigt væk fra personen i vandet og dels er det meget svært at se et lille hoved i havoverfladen. Det hjælper selvfølgelig hvis personen har redningsvest på, men selv den kan være svær at se. Derudover skal der jo også være nogen der ser at personen falder overbord for at man kan vide præcist hvor det skete. Så skal man jo have skibet vendt og det betyder her at man skal sejle imod søen, hvilket heller ikke er nemt. Så det er en meget heldig mand der er blevet reddet.
Ud fra det der siges på radioen mellem de 5-6 både der har deltaget i redningsaktionen var de kun 2 personer ombord på ”Alegria” og derfor har den tilbageværende mand ombord skullet stå for alt. Han har også sendt en meddelelse over radioen for at tilkalde hjælp fra andre. Det har her hvor man ellers troede sig nærmest alene på havet vist sig at være en stor succes. Imponerende. Det er jo godt at ikke alle har haft deres radio slukket som vi har pga vores strømproblemer.

Vi kan høre at 2 mand fra en tysk sejlbåd ved navn ”Sunrise” er kommet ombord på ”Alegria” for at hjælpe med den forkomne mand. De har sat deres jolle i vandet og er på trods af den urolige og store sø sejlet over til den belgiske båd. Fantastisk.

Den reddede mand er som sagt meget forkommen og underafkølet og bådene taler på radioen om hvad der skal gøres.
En amerikansk båd ”McNoon” der deltager i ARC’en (Atlantic Rally for Cruisers, der jo startede deres tur over Atlanten 3 dage senere end os fra Las Palmas og som har knap 250 deltagende både), leder aktionen og optræder samtidig som relay-radiokontakt (mellemmand) via sin kortbølgeradio til en båd i ARC flåden længere bagude udenfor VHF rækkevidde, der har en læge ombord.
Nu spørger man over radioen efter om der er sygeplejerske eller læge på en båd i nærheden og vi skal lige til at melde os over radioen da en anden båd melder ind og giver de rigtige råd vedrørende førstehjælp til folk der har været ved at drukne. Så vil vi alligevel ikke blande os, da for mange kokke jo bare fordærver.
De har jo så også kontakten til ARC lægen.

De der skal udføre førstehjælpen på ”Alegria” bliver derfor guidet i at de skal sørge for at få den forkomne mand opvarmet ved at pakke ham ind i alu-tæppe og evt. bruge egen kropsvarme som varmekilde.
Derefter bliver de gjort opmærksomme på at de skal observere ham for ”sekundær drukning”, at man, når man har ligget i vandet i lang tid inden man bliver reddet, så når man er blevet reddet op af vandet i live, drukner efterfølgende fordi man har fået for meget saltvand indenbords.
Så er det jo godt at der er kommet ekstra mandskab ombord på ”Alegria” da der jo skal være nogen til at holde øje med den forkomne person og derudover er de jo også nødt til at sejle skibet.

Der er nu desværre ikke rigtigt noget at gøre hvis den sekundære drukning skulle indtræffe. Selv på hospitaler hvor man har nødudstyr og ilt kan man ikke redde folk fra at dø af sekundær drukning.
Da manden lidt efter lidt får varmen, og åbenbart er begyndt at komme sig lidt, begynder man at spørge om andre problemer fra ”Alegria”. Manden er først nervøs for sine øjne efter de mange timer i vandoverfladen og med sollyset i øjnene, da han tidligere har fået en laseroperation. Det er dog flere år siden og ikke så relevant lige her og nu. Men hans øjne gør jo naturligt nok ondt efter så mange timer i vandet, og han må jo også være i chok så tanker og følelser må suse rundt i hovedet på manden.

Lidt senere bliver der så talt om at han ikke har sovet de sidste 3 døgn og at han vist nok heller ikke har fået sin medicin og om han må få den nu. Det viser sig snart, at medicinen han ikke har fået og som de gerne vil give ham nu, er Lithium. Et præparat som man behandler folk med en maniodepressiv lidelse med og som personen derfor ikke kan/skal undvære idet de ellers ofte ender i enten en manisk eller depressiv psykose. Det mener man så godt at han må få, og man spørger lidt mere ind til om han har været indlagt for sin psykiske lidelse, stadig via relay-radio og læge i ARC flåden. Det er åbenbart 3 år siden han var indlagt sidst.
Det sætter måske nok hans vandgang i et andet perspektiv, idet den jo så godt kunne have været forårsaget af at hans mentale tilstand mildt sagt ikke har været normal, men nu falder det vel forhåbentligt til ro, tænker vi.

I mellemtiden har en af de andre sejlbåde, som har en iridiumtelefon ombord, haft kontakt til nødredningstjenesten på St. Lucia og herfra har man meddelt at man vil dirigere et skib til ”Alegria” så man kan få bragt den nødstedte hurtigere til behandling i land. Hvornår et sådant skib vil ankomme vides endnu ikke, men der vil komme et skib efter ham.

Hele denne radiokommunikation er foregået over et par timer, men nu begynder der at blive længere imellem samtalerne og vi regner med at tingene er faldet til ro på ”Alegria”. Der forhøres ind imellem fra ”McNoon” om hvordan patienten har det, så han kan melde dette tilbage til lægen i ARC-flåden. Så vi holdes løbende underrettet om situationen.

Kl. 03.10 brydes radiostilheden af et Mayday kald fra ”Alegria”.
Det lyder sådan: He has jumped again! (han er hoppet igen).
Det får de af os der ikke er på vagt ud af køjerne igen, men inden vi når at gøre andet, lyder det knap 5 min. senere fra radioen, at man heldigvis allerede har fået ham ombord igen, i ”Sunrise’s” jolle, så den nye mand-overbord alarm afmeldes igen.
De der ikke er på vagt er nu vågnet helt op og alle kommer op for at følge situationen via radioen.
Det er jo lidt af et sær-situation.
Meldingen om at han er ”hoppet igen” sætter jo nu helt klart den første mand-overbord situation i et helt andet lys. Sandsynligheden for at det var et fald overbord første gang er jo så nok ikke så stor. Nå, det gør jo ikke situationen mindre farlig eller dramatisk for de implicerede parter.

Det hele begynder nu at udvikle sig til lidt af et nervepirrende drama, hvilket understreges af de næste meldinger på radioen!

Der spørges kort efter fra ”Alegria” om man må give manden noget beroligende medicin, da han er meget aggressiv og urolig, han ødelægger ting og slår vildt om sig, så man har svært ved at styre ham.
Da risikoen for sekundær drukning jo stadig er der, får de at vide at man ikke bør give ham sløvende medicin, men at man så i stedet må prøve at fiksere ham (på godt dansk = binde ham) så han holder sig i ro og dermed er til mindre fare for sig selv og de andre ombord. Dette vil man så forsøge.
Stilhed på radioen i små 20 minutter, hvorefter en desperat stemme siger:

Manden er nu bundet, så han ikke længere kan skade noget eller nogen, men om man kan komme gaffatape over hans mund, da han er ved at drive dem til vanvid med en meget aggressiv råben og skrigen?

Det er noget af et mareridt de stakkels mennesker fra ”Sunrise” og skipperen på ”Alegria” er endt i, og de er nu helt klart selv ved at blive desperate. De kan ikke længere klare at høre på den syges sikkert endog meget højlydte udgydelser.
Vi kan jo både høre den afmagt og desperation der ligger bag dette spørgsmål og også levende forestille os den. Ikke nok med at de står med en svært psykotisk person, som de ikke har nogen som helst forudsætninger for at tackle i al almindelighed, så befinder de sig også med denne person midt ude på et enormt hav, i stor sø, på et lille sejlskib og med næsten ingen muligheder for at klare situationen. Selv en ”almindelig” førstehjælpssituation, efter at have reddet en mand der har været faldet overbord, er ikke nem under disse forhold. Den nuværende situation er da også helt vanvittig.

Til det får de jo så at vide at de ikke kan give ham gaffatape over munden, da han jo så også vil blive hæmmet i sin vejrtrækning – i stedet foreslår man at de slår ham ud!

5 minutter senere:
En træt, resigneret og rystende stemme meddeler at de har slået ham ud. Han er nu bevidstløs og de vil holde øje med ham. Om nogen ved hvornår han vil blive afhentet af redningsskibet?

Det har skibet med iridiumtelefonen selv forespurgt om, mens ovenstående stod på, og han kan fortælle at det engelske krigsskib ”Lancaster” vil ankomme i morgen i løbet af formiddagen. Det er de helt klart glade for at høre på ”Alegria”, og de takker for oplysningen.
Derefter bliver der så endeligt stille på radioen.

Tidligt næste morgen forhører ”McNoon” igen til situationen ombord på Alegria, men denne gang er personen, der først i forløbet blev omtalt som vennen, dernæst patienten, siden patienten/fangen (prisoner), nu bare blevet til fangen.
Jo, han har det som man kunne forvente og er nu ikke længere bevidstløs, men stadig meget urolig og derfor stadig fikseret.

Lidt senere hører vi så igen en meget træt og noget desperat stemme fra ”Alegria”. De spørger om man er sikker på at ”Lancaster” kommer for at hente den syge person i dag? De er pludselig i tvivl, da meldingen om at ”Lancaster” ville samle ham op i løbet af næste dags formiddag jo blev givet efter midnat!

Båden med iridiumtelefonen tjekker derfor lige dette og melder efter nogen tid tilbage, at det er i dag de vil nå frem. Man regner med en ankomst omkring 11.30 am.
Det takkes der så for med tydelig lettelse i stemmen fra ”Alegria”. De har helt klart næsten ikke kunne klare at skulle vente endnu et døgn på at få manden fra borde.

Imens alt dette står på sejler vi, og alle de andre både, jo naturligvis videre mod vores destination, også ”Alegria”. Vi kommer dog noget hurtigere frem end de gør, så de ses som mindre og mindre sejl i horisonten. Vi kan dog stadig høre dem over VHF radioen.
Efterhånden som formiddagen skrider frem kan vi også høre ”Lancaster” kontakte ”Alegria” på radioen. VHF-radioen har jo meget kortere rækkevidde end en kortbølgeradio og antennerne på de to parter der taler sammen skal kunne ”se” hinanden, så de to både er heldigvis ved at nærme sig hinanden. ”Lancaster” melder dog om at de først vil nå frem ved 12.30 tiden i stedet for det først meldte tidspunkt.

Kl. 12.00 kan vi dog høre at redningsaktionen er iværksat.
Kl. 12.30 er aktionen fuldført. Manden er blevet lagt i spændetrøje og overflyttet til det britiske krigsskib ”Lancaster” og er nu under lægelig førstehjælp. De vil nu sejle ham til Barbados til hospitalsindlæggelse der.
Kort tid efter passerer ”Lancaster” os med kurs mod Barbados.

I hele dette tidsrum har vi konstant kunnet se 5-6 sejlskibe omkring os, men de forsvinder stille og roligt ud af syne. Vi kan ikke se, men dog stadig høre ”Alegria” og ”Sunrise” bagude. De 2 mand der kom ombord på ”Alegria” for at hjælpe med den reddede mand, bliver åbenbart ombord på ”Alegria” på resten af turen, for at hjælpe den nu ellers alene-sejlende skipper. Det er jo meget fint at det kan lade sig gøre. Samtidig vil begge både sejle sammen – holde sig tæt til hinanden på hele resten af turen. Vi har nu ca. 590 sm til Barbados og de har nok en smule længere. De vil dog lige her i første omgang begge to sætte farten ned så alle de implicerede lige kan få noget hvile ovenpå det sidste døgns strabadser.
Da dramaet startede, var vi ca. 700 sm fra Barbados, så man må sige at det er førsteklasses hjælp der gives, selv om man altså befinder sig herude i det store blå ingenting.
Bagefter spekulerer vi lidt over om skipperen ombord har været klar over at den maniodepressive syge mand led af denne sygdom i forvejen og om hvad han kunne risikere at komme ud for hvis han ikke fik sin medicin. Det har han jo nok ikke helt været klar over, selvom manden er blevet omtalt som værende en ven af skipperen på Alegria. Hvis han havde været klar over det på forhånd ville han vel aldrig have taget ham med ud på så lang en tur over Atlanten, hvor man jo normalt er totalt isoleret og hvor også normalt psykisk stabile mennesker kan have eller få problemer over situationen.
Vi havde i hvert fald ikke regnet med at der ville kunne komme så mange både til hjælp hvis man havde brug for det. Men, der er jo mange der tager turen i dag og vi kan jo da se at ideen med at tage af sted få dage før ARC flåden er det rigtige at gøre. Så er der jo rigtigt mange både der med garanti indhenter en, hvis man skulle få problemer og dermed ikke sejler så hurtigt. De ARC både der var med omkring denne redningsaktion var nogle af de første fra cruiser delen som nu havde indhentet os.

Hen på eftermiddagen kan vi stadig se ”McNoon” foran os ude til styrbord og pludselig dukker der så også et stort fragtskib op. Det er da helt utroligt så trafikeret der pludselig er omkring os i dette døgn. Vi er selvfølgelig ikke længere så langt fra land, men alligevel.
Nå, det er nu ikke så sært at vi møder et fragtskib her da vi lige nu krydser den linje der er den lige vej mellem Sydamerika og Europa, altså en af de store skibsruter. Det utrolige er at vi og fragtskibet er på en skærende kurs, dvs. at vi vil blive sejlet ned hvis ikke vi skifter kurs. Da vi som sejlbåd under sejl slingrer en del i de store søer er vores kurs måske ikke er helt så stabil og let at aflæse for fragtskibet, så vi kalder dem på radioen og aftaler at vi skifter kurs og fortæller dem hvilken vej vi vil passere dem. Der er jo ingen grund til at skabe mere usikkerhed end højst nødvendigt.
”McNoon” har også kontakt med fragtskibet for at fortælle om det sidste døgns strabadser på ”Alegria” og at den og ”Sunrise” måske ikke er så friske så fragtskibet i deres tilfælde skal være den opmærksomme part og ikke forvente at de gør ligesom os. Samtidig gør han opmærksom på at der jo er mere end 200 sejlbåde på vej over Atlanten længere bagude, som de også kan risikere at møde.

Næste nat bringer sit eget lille drama ombord på Pura Vida på Erik og Martins vagt mellem 03 og 06. Mens Martin står ved roret rammes han pludselig på næsen af en stor flyvefisk der efterfølgende fortsætter udover den anden side af båden. Slaget er så hårdt og rammer Martin lige på næseroden så han får næseblod. Det er imponerende som flyvefiskene kan finde ud af at ramme nogen jævnligt. Heldigvis er der ikke sket nogen varig skade og næseblodet stopper hurtigt igen.
Vi er ved at komme ind i områder med flere fisk igen, især flyvefisk, og de fortsætter med at finde udvalgte ofre ombord hos os.
Om morgenen laver Thomas og Maria pandekager til morgenmad. Det tager sin tid, da der laves 3 til hver, men de er helt bestemt ventetiden værd. Stor tilfredshed med morgenbordet hos alle ombord da pandekagerne som i sig selv er lækre, serveres med 3 slags syltetøj, nutella, sukker og ahorn sirup. Som tidligere nævnt – dette er ikke blevet turen hvor der vil være mindre af os når vi når frem.
I løbet af dagen bliver søen og vinden lidt roligere og vi kan nu få forsejlet til at stå spilet ved hjælp af spilerstagen og farten øges derfor igen og Barbados er nu kun ca. 400 sm og dermed få dages sejlads væk. Der er derfor også begyndt at gå konkurrence i at få den størst udsejlede distance i sin vagt – der er ikke noget som land forude der kalder på en, når man har været på havet så længe som vi har nu.
Sidst på eftermiddagen har vi et kortvarigt besøg af en stor flok delfiner med unger. Dejligt at der er liv i havet igen. Det er jo ikke meget vi har set af den slags undervejs.
Lige før solnedgang kontaktes vi af et sejlskib vi har set i horisonten bagude i et par timer. Det er en større sejlbåd ved navn ”Tintaxel”, en stor ny Swan 53 fra Georgia, der lige blev leveret i Las Palmas få dage før afgang med ARC’en. De ville lige høre hvem vi er og om vi også er med i ARC’en. Da vi jo ikke er det, vil han godt høre om vi har set eller talt med andre. Han er interesseret i at høre hvor hurtige eller langsomme de selv er i forhold til andre. Vi må jo skuffe dem med at der er flere foran dem, så vidt vi ved, men får en hyggelig sludder der varer et kvarters tid. Selv om de sejler mod St. Lucia og dermed mod N i forhold til os, kan vi se deres navigationslys indtil kort før solopgang. Utroligt så trafikeret her efterhånden er.
Vind og sø er forsat med at aftage i nattens løb, men kl. 6 stiger vinden pludselig fra 6m/s til 16m/s. Samtidig kommer der skyer og med dem, en del byger. Nu kun 365 sm til Barbados i lige linje.
Vinden falder først igen i løbet af eftermiddagen og genuaen spiles igen.

Natten til onsdag d. 13/12 viser sig at blive helt fantastisk da der er utroligt mange stjerneskud. I forvejen er stjernehimlen jo flot, især i tidsrummet inden månen står op, og man kan virkelig følge stjernernes gang over himlen. Ind imellem, når der ikke er skyer i horisonten føles det som om man er ude i rummet. Planeter som Venus lyser ligefrem op med lysstriber i vandet på samme måde som månen. Når månen så står op, lyser den så meget op, at nogle af stjernerne i mælkevejen ikke længere ses, og ved fuldmåne virker natten slet ikke særligt mørk.

Erik og Thomas har hele tiden forsøgt om menuen kan suppleres med friskfanget fisk når søen ikke er for stor og forsøger stadig. Her sidst på dagen, onsdag eftermiddag er der så endeligt bid igen. Det viser sig at være en ca. 50 cm lang Barracuda, som fik love til at svømme videre igen. Da Barracudaer lever i nærheden af koralrev er det jo et første tegn på at vi er ved at være tæt på land. Der er da heller ikke mere end 208 sm. til Barbados da den fanges.
Natten til torsdag rammes Christian i nakken af en af de åbenbart målsøgende flyvefisk, mens han står ved roret. Den er dog ikke lige så dygtig til at finde videre i havet igen som den der prøvede at slå Martin ud, og ender i stedet på cockpitbænken ved siden af Christian. Her får Julie så lige lejlighed til at overskride endnu nogle grænser inden vi når land, idet hun er den der må prøve at fange fisken og sende den ud i sit rette element igen. Det er noget nemmere sagt end gjort, da den jo ikke ligefrem forholder sig roligt og jo også er en smule glat. Da Julie første gang får fat i fisken, er den ikke helt samarbejdsvillig, men den ved jo heller ikke at det ikke er stegepanden der venter, så den vrider og vender sig til den ender bag Christian igen, denne gang dog på ruffet. Så må Julie overvinde sig selv endnu engang og fange den med hænderne. Denne gang lykkes det for hende at sende den tilbage til havets evige jagtmarker og en ekstra chance til at vokse sig større.

Torsdag morgen kl. 6 er der 136 sm til Barbados. Selvom der efterhånden ikke er ret langt til Barbados kommer vi ikke så hurtigt frem. Vinden ligger omkring 6-7 m/s hvilket er lækkert nok, men søen er desværre så stor og med dønninger fra flere sider, at vi ikke kan få sejlene til at stå hvis der er ret meget rullet ud. Da vi i løbet af torsdagen kan regne ud at vi ikke kan nå Barbados mens det er lyst denne dag og ikke har lyst til at anløbe et fremmed sted i mørke, prøver dog heller ikke at sætte mere sejl.
Kl. 18.15 torsdag aften, lige efter solnedgang, ses lysskæret fra Barbados i horisonten. Med nutidens navigationsmidler, her især gps’en, der hele tiden fortæller præcist hvor man er, og vores kortplotter, der viser vores position i forhold til land, er der jo nok ikke helt den samme spænding omkring hvorvidt man nu også kommer til den ø man gerne vil til. Men, man er jo alligevel altid lidt spændt på om systemerne nu også viser rigtigt. Derfor var det jo fint nok med Barracudaen som det første tegne på at vi nærmer os land og nu, at vi kan se en lysstribe i horisonten der helt klart er lyset fra land. Der er nu 68 sm. tilbage til vi er ved den sydøstligste spids af øen.
Da vi gerne vil være helt sikre på at det er lyst når vi ankommer til Bridgetown og at der er åbent hos indklareringsmyndighederne, ruller vi yderligere ind på sejlet i ved 3-tiden om natten da der kun er 23, 9 sømil tilbage.
Kort efter solopgang, 11 sm fra Bridgetown indhentes vi af 2 meget kraftige regnbyger der både giver en massiv overbrusning af båden (hvilket var tiltrængt for at få skyllet alt saltet væk) og af vagtholdet (der godt kunne have undværet det her og nu). Samtidig bringer bygerne dog også kraftig vind, hvilket vi også godt kunne have været foruden her.
Nå, som sagt så tørrer alt jo hurtigt og humøret er jo højt da vi nu næsten er i land.
Kl. 9.15 kalder vi Bridgetown havn og beder om tilladelse til at sejle ind i havnen. Det får vi dog ikke lige lov til. Et stort krydstogtskib er også på vej ind og vi får at vide at vi skal vente til det er fortøjet inde i havnen.
Efter en lille time ser det ud til at ligge stille og vi får lov til at sejle ind. Samtidig får vi at vide at vi bare skal lægge os hvor vi kan finde plads, få indklareret hurtigst muligt og skynde os ud på ankerpladsen i Carlisle Bay bagefter, da der er meget travlt i havnen med store skibe. Fint nok, tænker vi. Da vi kommer in er problemet bare at der nærmest ikke er plads nogen steder til os. Der er en 3 kæmpestore og 1 lidt mindre krydstogtskib fortøjet derinde samt diverse arbejdsfartøjer og der er kun nogle få steder hvor ”hullet” mellem disse er stort nok til os. Derudover er havnen noget urolig pga af dønninger og slet ikke egnet til små sejlbåde. Efter et par havnerundfarter beslutter vi os for et hul af passende størrelse hvor vi så må lægge til på en kæmpe affendringsplade beregnet til store skibe. Det betyder at vi kun ligger ind til med midten af skibet og at Christian må klatre op på og over affendringen for at komme i land. Pga det urolige vand må resten af besætningen konstant holde fra og affendre så vi ikke får slået noget i stykker.
En mindre norsk sejlbåd, 30-31” kom ind samtidig med os og da de også har været havnen rundt nogle gange og de med deres størrelse slet ikke vil kunne ligge mod de store affendringsplader, kommer de over og spørger om de må ligge udenpå os. Det kræver så også opmærksomhed på den side for at undgå at skibene smadrer sammen i dønningerne.
Nå, mens skipper fra dette skib også er inde at indklarere får skipperkonen og jeg os en god lang snak om oplevelserne fra vores ture over Atlanten. De har sejlet via Cap Verde Øerne, med stop på 2 af øerne der og har nu brugt 16 dage på turen hertil fra Sao Vicente.
Hun fortæller også, at hun har hørt, at flere skibe har ramt noget undervejs og derved har fået revet deres ror af. En af dem skulle man have forsøgt at slæbe bagefter en større båd, men at det ikke kunne lade sig gøre, så båden var gået ned og mandskabet taget ombord i den store båd.
Da vi møder hende i en forretning inde i Bridgetown et par dage senere, fortæller hun at det var en dansk båd der sank. Dette har vi også senere fået bekræftet fra anden side. I alt er der mindst 4 både der har tabt roret på deres tur over Atlanten og kun 1 af dem gennemførte idet de fik trimmet båden ind ved hjælp af sejlene så de kunne sejle på trods af det manglende ror. I tilfældet med den danske båd tog båden også vand ind.

Indklareringen, med besøg på fire kontorer da alle, toldere, immigrations, helse- og havnemyndigheder skal have særskilt besøg af skipper. Heldigvis ligger kontorerne overfor hinanden, men alle skal have de samme papirer udfyldt med navne, pasnumre, fødselsdata osv. fra alle skibe og det tager tid at udfylde de mange formularer. Ikke noget med at udfylde et ark og tage kopi af dette, ej heller at taste dataene ind i en computer, som alle myndighederne så kunne bruge eller få udskrift fra. Så ville der jo heller ikke være arbejde til så mange.
Da den norske skipper fra båden der ligger udenpå os nåede at komme først ind tager man sig klart af hans sag først. Men da det viser sig at han har 2 rifler ombord, bliver han bedt om at hente disse. De skal afleveres her og bliver først udleveret ved afsejling fra Barbados. Mens han så går den pænt lange vej tilbage til hvor vores både ligger og tilbage igen, stopper al yderligere sagsbehandling hos tolderen. Man venter til han er tilbage igen med riflerne, og gør så hans sag færdig førend næste mand, Christian, kan komme til. Selvom der ikke er nogen hos helsemyndighederne imens og Christian ikke har været der endnu, kan han ikke bare få lov til at gå derind og få dem overstået. Nej, kontorerne skal besøges i en bestemt rækkefølge, sådan er det. Tålmodighed er en dyd og man må tage tingene som de kommer. I det mindste lukkede de da ikke ned for at holde siesta undervejs ? og alle er meget venlige og høflige.
Klokken er derfor 13.15 førend Christian er tilbage på Pura Vida og vi kan komme videre. Så længe man ikke er indklareret er det kun skipper der må betræde landjorden (så han kan indklarere) så der ventes med længsel på Christians tilbagekomst. Efter vores 21 døgn og 21 timer på havet er der jo flere der gerne vil prøve at stå på landjorden igen. Men ak, ja, så tæt på (1½ m) og dog så langt fra.

Kl. 14.30 ligger vi så endelig for anker et sted der opfylder de drømme man planlægger at se når man sejler på langfart. Ved en koralø, på turkist vand ud for en kridhvid sandstrand kranset af palmer under en klar blå himmel, i sol og varme. For at understrege at vi nu virkelig er i Caribien dukker et par skildpadder, nogle green turtles, op 10 meter fra os for lige at snuppe noget iltholdigt luft inden de dykker ned i vandet igen.
Vi ligger nu for anker i Carlisle Bay næsten samme sted som vi lå da vi var her for 11 år siden. Umiddelbart ligner det meget godt det vi mødte dengang. Der er bygget lidt flere huse, ikke mange, men især et par lejlighedskomplekser skiller sig ud, selvom de heldigvis ikke er ret store, bare 6-8 lejligheder i hver, og rimeligt diskrete og pæne. Derudover er der nogle flere under konstruktion. Vi ligger ud for Boatyard som igen lidt ligner sig selv og så alligevel er forandret. Umiddelbart er eneste forandring en stor bro ud i vandet hvor joller kan lægges til og så flere liggestole på stranden og nogle hæslige klatreting i plastik på vandet.
Fra Ole og Inga, som var her sidste år, har vi jo også hørt at det ikke kun er det synsmæssige der har ændret sig en smule her på Boatyard i de forløbne år. Broen som man har bygget er jo klart en fordel for os båd der kommer sejlende og skal i land med joller. Der er som regel noget brænding inde ved stranden og derfor risiko for at kæntre med jollen når man skal have den og sig selv ind på land.
Så på den måde er det jo helt fint og ganske rart. Bagsiden af medaljen er dog at man også er blevet ganske grådige på Boatyard. Det koster nemlig et gebyr at lande med sin jolle her. Fint nok, eneste problem er at man vil have 10us$ pr person per dag for dette. Så kan man selvfølgelig også bruge deres faciliteter. De viste sig så at være restauranten, brusebad omend ikke særligt spændende nogen af slagsen, og solsengene på stranden (hvis vi altså skulle have lyst til at branke mere i solen end vi allerede havde gjort). Det viste sig dog at man fik en enkelt drink med i gebyret. Her dukkede så endnu en noget kedelig udvikling siden 1996 op, idet priserne for mad og drikkevarer var steget proportionalt med kvalitetens nedgang i de mellemliggende år. Gebyret dækkede prisen for en rompunch så hvis man nu drak sådan en hver dag, ville det jo være den man betalte for. Absolut ikke billigt, og da kvaliteten nu også var sunket så lavt, så sådan en drink nu bare bestod af et færdigkøbt miks hældt op i et plastikbæger. Dengang blev sådan en drik lavet af friske frugter. En sådan drink blev lavet af friske råvarer i form af frisk frugt, vaniljeis, rom og hvad der ellers skulle i den enkelte drik, blendet sammen på stedet og serveret i store flotte glas. Prisen var så oven i købet også forholdsvis meget lavere dengang.
Selve bygningerne herunder også bad og toiletforhold var der derimod ikke sket nogen udvikling med, kun nedbrydning. Det eneste der havde arbejdet med dem i de forløbne år var tidens tand.

Da vi jo alle gerne vil i land, nogle hurtigere end andre, bliver der straks sat jolle i vandet. Da vi jo først lige har lagt os for anker skal der dog være nogle tilbage på båden for en sikkerheds skyld i første omgang for at sikre at båden ikke driver. Christian og jeg bliver derfor, som de eneste, ombord, og det endda ganske frivilligt. Det er jo samtidig første gang vi er alene sammen på båden siden 11. november.
Normalt når vi ligger for anker bliver de der vil i land sejlet derind af en af dem der bliver tilbage ombord. Dette for ikke at fastlåse nogle ude på Pura Vida uden anden mulighed for landgang end vandgang. Derfor blev de der vil i land allerede om eftermiddagen sejlet ind af Christian og udstyret med en af vores Walki-talkies så man kan kalde op når man gerne vil tilbage til båden igen.

Alle skulle dog helt klart ind og spise på Boatyard.
Pura Vida fik derfor lov til at sejle sin egen sø lige omkring solnedgang da hele besætningen sejlede ind og satte deres grådige tænder i store bøffer med et tilbehør af pommes fritter og salat. Uhm.
Da vi jo ikke havde fået skyggen af rigtige bøffer siden Mogan smagte maden os helt klart bedre end den ellers ville have gjort. Kvaliteten var ikke helt i top, men det var bestemt ikke det der dæmpede glæden ved måltidet her. Maden forsvandt som havde vi aldrig fået et bedre måltid før i livet. Da vi senere prøvede at gentage succesen, var begejstringen dog faldet til realistiske højder og både kok og kød blev således vurderet til det ikke særligt høje niveau det egentlig hørte til på.
Men da man jo ikke ligefrem bliver mere kræsen af at undvære i lange perioder, var første aftens kulinariske udfoldelser til kryds og stjerne. Tanken om en rød bøf var noget der var blevet vendt i manges, især mandlige besætningsmedlemmers, tanker i de forløbne uger.

Søndag d. 17 var skippers fødselsdag så de fleste af os var tidligt oppe og der blev bagt morgenboller til fødselarens morgenbord. Her overraskedes skipper så også af en lille gaveregn fra de ombordværende. Samme dag afmønstrede Thomas da han jo skulle hjem til familien, jul og arbejde igen. Han tog derfor afsked med os andre, allerede frokost. Vi andre fortsatte fejringen af skipper med middag i land om aftenen.

Nu er alt jo ikke bare afslapning og fest. Der er jo også mange pligter og ting der skal gøres også når man lever på en båd. Tit tager det jo både længere tid og kræver mere planlægning at få hverdagen til at køre på en båd en det gør i et hus eller lejlighed i land. Vi skal jo sørge for at få fyldt vand på ind imellem og derefter at spare på det så det holder så længe som muligt da man jo ikke altid lige kan få fat på noget igen. Affald skal bringes i land og indkøb, vand og is bringes ud på båden. Når man ligger for anker sker alt dette jo så ved transport i jollen. Ofte tager man jo tingene med frem og tilbage når man alligevel skal den ene eller anden vej, men nogle gange er der andre ting at tage hensyn til. Her på Boatyard har man fastsat en regel om at de både der bruger deres bro skal have bragt deres affald ind og hentet is eller vand inden restauranten åbner kl. 9 om morgenen.
Mandag d. 18 er da heller ingen undtagelse her fra, og alle er oppe kl. 6.30 så vi har spist morgenmad og er klar til morgenens pligter med disse ting inden kl. 9. Dagen er derudover blevet erklæret for store rengørings- og vaskedag så vi får gjort båden ren nede og vasketøjet samlet sammen. Derefter drager Julie og Martin til vaskeriet inde i byen. Da vi har meget vasketøj efter ugerne på Atlanten tager de en taxi dertil. De er fornuftige nok til at få tørret hvidvasken, men jeg har været dum nok til at foreslå at vi tørrer en del af tøjet på båden.
Da der er så meget kommer de ret sent tilbage og vi kan ikke nå at få tørret ret meget. Næste dag bliver så desværre også store regndag, hvor der hele tiden suser store regnbyger ind over os. Derfor bestiller vi ikke andet end at hænge vasketøj op og tage det ned igen.
Fremover skal alt stort vasketøj bestemt tørres på vaskeri!

Vi får også snakket med besætningerne fra nogle af de andre både der er ankommet hertil Barbados. De fleste af dem er sejlet lidt hurtigere herover end vi er, idet de har brugt 16 – 20 dage mod vores 22 dage, men at vi har gjort ret i ikke at have mere sejl oppe og dermed ikke at sejle så hurtigt som dem viser sig at have været det rigtige. En båd har flænget alle sine sejl på turen over, en anden har knækket forstaget, i begge tilfælde fordi sejlene jo ikke har kunnet stå uden at klappe sammen i de store dønninger. De startede tidligere end os men rendte så ind i dårligt vejr i starten. Det som vi ventede ekstra tid for at undgå efterdønningerne af. Vi har også siden hen mødt og hørt om at mange både har fået flænget sejl undervejs eller haft problemer med riggen undervejs.

Erik og Maria får meget hurtigt lejet dykkerflasker og da de alligevel lige skal have nogle prøvedyk omkring skibet inden de tager på ”rigtige” dyk, bruger de disse til at rense skruen på Pura Vida. Vores bundmaling har været helt fin og der er ikke nogen begroninger hvor den sidder, men skruen er ikke behandlet så der sidder en del ruer og andre blinde passagerer på den. Deres tur er dog slut nu efter Erik og Marias ihærdige polering af skruen som nu ser ud som ny. På hækken af båden sidder der også en del blinde passagerer, men de er heldigvis nemme lige at gnubbe af med en svamp når man alligevel ligger i vandet og svaler sig efter aktiviteterne ombord.
Alt i alt nogle effektive dage selvom Barbados’s herligheder nydes.

I den lille uge vi var på Barbados kastede vi os i det hele taget over landlivets glæder, såsom mad tilberedt af friske råvarer, julepyntede forretninger, kolde drikke osv. Det er dog meget begrænset hvad man kan købe af madvarer her i Caribien. Barbados er et af de bedre steder, så vi forsøgte at proviantere lidt op igen. Det var dog ikke helt nemt at samle tankerne om proviantering når de Caribiske reggae rytmer holdt os vågne om natten og turkist vand, kridhvide sandstrande og farverige koraller lokkede om dagen.

Nu var det dog ikke helt så vildt dejligt, som det måske lyder, at blive holdt vågen hver nat af Caribiske Reggae rytmer. Det var jo desværre ikke sådan at vi selv kunne bestemme om vi havde lyst til at være vågne til dem. Kæmpe højtalere brølede rytmerne ud over bugten fra 3-4 forskellige steder hver aften og nat. Så mange af vores bevægelser til dem foregik når vi vendte og drejede os i sengene for at finde noget at dæmpe rytmerne med og en anden stilling at hvile vores trætte kroppe i. Som regel lykkedes det dog for de fleste at falde i en tung og drømmerig søvn, endog ofte meget tidligt om aftenen.
De kridhvide strande, det turkise vand og de farverige koraller lokkede nemlig så meget i dagtimerne at vi fik motioneret krop og sjæl på bedste vis og det trætter. Der går som regel ikke ret lang tid fra mørket sænker sig til vi alle begynder at gabe og fable om sengetid.

Erik og Maria havde som sagt hurtigt fundet en dykkershop hvor de kunne leje flasker og udforskede derfor lidt dybere vandlag end os andre. Mens Martin, Julie, Christian, og jeg udforskede de øvre vandlag. Heldigvis er vandet så klart at man sagtens kan se koraler og fisk ved bunden. Nu kan jeg jo ikke svømme omkring som alle de andre, men ligger så i stedet for på maven på et bodyboard. Med maske og snorkel på kan jeg så ligge og kigge ned på havets undere under overfladen og ”svømme” med armene. Ind imellem er jeg med på en ”trækker” eller ”skubber” fra Erik eller Christian så jeg bare nøjes med at kigge mens jeg føres hen over koralerne.
Christian har denne gang også meget mere glæde af snorkelturene end han plejer at have. Som fødselsdagsgave fra mig fik han allerede i Mogan Ruth og Vladimir til at lave et par svømmebriller med så stor styrke i at han nu også kan se under vandet. Dem er han rigtigt glad for. Så nu har vi begge fået udvidet vores verden med den under havoverfladen.
Når man dykker med flaske er det vigtigt at man kan afpasse sin vægt så dykkeren ikke skal bruge for mange kræfter på at komme ned til bunden. Derfor er blylodder, som man har hængende i et bælte i passende mængder, en vigtig ting. Erik og Maria havde dog ikke helt bly nok med til deres dykning, de er jo tunge at tage med i en flyver, så de havde regnet med at kunne købe det herovre i en dykkershop. Det viste sig dog ikke at være helt så let som først antaget, da ingen af forretningerne solgte bly her på Barbados. Til sidst lykkedes det dog at finde et sted hvor de fik støbt nogle nye blylodder til dem. Lige i sidste øjeblik inden vi skal videre.

Om onsdagen dykker Erik og Maria omkring 4 af de 7 vrag der ligger her i Carlisle Bay. De er dækkede af koraler og der er et meget rigt fiskeliv omkring disse. De er sænket her med vilje som dykker-attraktioner og mhp. at der skal dannes koralrev på dem. De får nogle flotte dyk og Erik får taget rigtigt mange gode billeder af det hele dernede. Imens snorkler Christian og jeg inde på det lave vand ved den skønne hvide sandstrand, så jeg bedre kan lære at komme omkring på mit bodyboard. Da Martin har fået ørepine efter for meget vandgang, er han og Julie i stedet for en ellers tidligere planlagt længere udflugt, gået en tur til et kvarter lidt oppe bag stranden, det såkaldte ”gingerbread – kvarter”. Det er et område hvor Bajun’s (indfødte Barbadianere (folk født på Barbados)) bor i farverige træhuse med fine hvidmalede træudskæringer under tagudhængene og de overdækkede terrasser. Så på den måde får vi alle ”set” lidt af hvert da vi om aftenen ser fotos af og hører om hinandens oplevelser.

Dagene er gået ganske hurtigt for os alle sammen, men da vi jo har en aftale om at mødes med Ole og Inga fra ”Berina” på St. Vincent til jul, ”haster” vi, efter kun 6 dage på Barbados, allerede videre herfra d. 21. december.

Men da dette rejsebrev jo allerede nu er blevet et meget langt et, mere om dette og vores videre oplevelser i næste rejsebrev. Dette skal dog nok komme efter et kortere interval end der har været mellem de sidste to rejsebreve. Jeg er i gang.

Mange sejlerhilsener til jer alle
Christian & Lisbeth

Tilbage til Tur Breve