4. rejsebrev 2006
Gran Canaria 23. november 2006

Hej alle sammen
Vi er stadig i Puerto Mogan, men nu nærmer tiden sig til afgang mod Caribien. Sidste rejsebrev sluttede i begyndelsen af august. Som hårdt arbejdende mennesker derhjemme undrer I jer sikkert over hvad vi dog kan få tiden til at gå med så længe på det samme sted og om vi mon ikke kommer til at kede os.
Til det kan vi så svare at kede os er nok det sidste vi gør. Tiden går tvært imod enormt hurtigt og vi kan slet ikke forstå hvor den bliver af. Nu er det jo også sådan at vi har haft en del ting der skulle laves og derudover kommer så selskabelighed med andre sejlere, nye venner og familiebesøg hjemmefra. Samtidig skal man huske på at det kan være endog meget svært at tage sig sammen til at bevæge sig, endsige udføre større bevægelser end lige den at løfte armen med et godt glas koldt vand op til munden, når temperaturen konstant ligger i den øvre ende af 30’erne. Derudover har vi jo også nogle opgaver der skal gøres noget ved ombord, nogle planlagte og andre, desværre, ikke så planlagte men akut opståede som bringer endnu mere sved på ikke bare panden, men hele kroppen. Nu skal det jo ikke lyde som om vi beklager os, men lidt sympati fra jer derhjemme er jo ikke af vejen.

Livet som langturssejler er skam hårdt, vi sveder i hvert fald en del. Nu kunne man, måske med rette, påpege at det gør man i de temperaturer, me-e-en det bliver jo ikke ligefrem mindre af at man er nødt til at rejse sig en gang imellem.

Da Erik skal flyve herfra allerede kl. 6.40 om morgenen d. 9. august passer det så fint at vi kan leje en bil dagen før idet lejen går fra kl. 10 om formiddagen til kl. 10 på hans hjemrejsedag. Den hele dag vi så har bilen førend han flyver hjem tager vi på en tur op over bjergene og ned til Las Palmas på den anden side. Vi skal have hentet nogle varer i Las Palmas som vi har bestilt inden vi sejlede derfra og skal også have købt lidt forskelligt, samt har brug for en tur på cafeen i Las Palmas marina for at komme på nettet.

Det bliver en rigtig flot tur. Der er ikke en sky på himlen og vi kan således nyde de flotte bjergkløfter i al deres pragt. Gran Canaria er en vulkanø i lighed med Madeira og Porto Santo, men som et miks af de to. På syd og vest siden, hvor Puerto Mogan ligger, er der ikke mange planter og klipperne fremstår i de flotteste rødbrune nuancer iblandet lidt mørkere eller lysere partier ind imellem. De planter der er på denne side er kaktuser. På den modsatte side af øen regner det meget mere og her er der masser af grønt og opdyrkede terrasser som på Madeira. Begge dele er dog meget smukt og vi vælger at dreje af kort efter Mogan og køre af den gamle smalle snoede vej op over bjerget. Det er en utrolig flot tur med fantastiske panoramaer uanset hvor man kigger hen, men dog ikke turen for de der har højdeskræk. Vejen er så smal at man mange steder ikke kan passere to biler på samme tid og ofte uden eller kun med symbolsk rækværk. Vejen er dog flot velholdt og mange steder er den nyrenoveret. Det er en meget yndet rute for turisterne. Heldigvis, er den første og længste del af vejen, når man kommer fra vest, for smal og snoet til at turistbusserne kan køre der, så vi møder kun ligestillede turister i små udlejningsbiler.

Som noget af det første vi skulle have klaret mens vi ligger her i Puerto Mogan, var om jeg kunne få lavet mig et par ordentlige solbriller med styrke i. Så allerede mens Erik var her besluttede jeg at udnytte hans sprogfærdigheder udi det spanske hos den lokale optiker. Det viser sig dog at Eriks hjælp ikke er helt så påkrævet som frygtet, da den ene af parret der har optikerforretningen kan tale engelsk, men det var jo ikke til at vide. Jeg finder mig et pænt stel, de har kun mærkevarestel her i forretningen, men de koster heldigvis meget mindre end tilsvarende i Danmark. Forretningen er meget flot og veludstyret og den kvindelige optiker er meget dygtig.
Tirsdagen efter at Erik er taget hjem går vi op til optikeren for at hente mine nye briller. Vi modtages hjerteligt af parret i butikken, men brillerne er ikke kommet endnu. De vil dog være der dagen efter, hvorfor vi vender tilbage da. Udover at jeg får mig et par rigtigt flotte og gode solbriller bliver vores optikerbesøg oveni starten på et godt venskab med parret der har forretningen – Ruth og Vladimir.
Ruth er oprindeligt fra Galicien (Nordvestlige del af Spanien – La Coruna og Finisterre ligger i området), men efter endt uddannelse som optiker flyttede hun til Tenerife. Her mødte hun så Vladimir, der er fra Rom, da han kommer sejlende i sin båd. Han var på vej ud på en jordomsejling, men kærligheden til Ruth stoppede altså turen på Tenerife. Da de ikke syntes så godt om det sydlige Tenerifes turisthelvede er de lige flyttet her til Mogan i maj/juni i år og har åbnet optiker forretningen her i Puerto Mogan. Da de også har deres båd liggende i marinaen og vi snakker godt sammen inviterer vi dem til at kigge ind hos os.
Nogle dage senere ankommer Bluebell fra Horsens til marinaen. Vi er oppe at gå en tur da de ankommer og Christian går derfor hen for at tage imod fortøjningerne. Ombord er Jens, Kirsten, Amanda, og skibshunden Tilde. Amanda er en sød og kvik lille pige på 3½ år, men allerede en fuldbefaren sømand. Bluebell forlod DK i sommer ligesom os og er kommet herned ligeså hurtigt som os. De kommer nu fra Tenerife efter et besøg på La Gomera. Hver gang de forsøgte at gå ind i en havn på Tenerife blev de viftet væk på forhånd og fik ikke engang lov til at komme ind og lægge til, hvorfor de besluttede at sejle hertil. Det var dog ikke helt så nemt som forventet idet søen og vinden var stor og fra en dum retning. Det gav så lige en ekstra ”fornøjelse” undervejs idet en stor sø, der kom fra en anden retning, pludselig brækkede ind over skibet og fyldte cockpittet med vand.
Vi hygger os sammen og tager bl.a. på tur til Aquinequin en dag med færgerne der sejler langs kysten. Vi skal alle ind for at tilmelde os sejlertræffet der afholdes hvert år, første søndag i november. Det bliver en god tur og Amanda hygger sig også med at sidde på skødet af mig når jeg køres omkring i kørestolen. Hendes egen klapvogn er ikke nær så spændende.

Det er i mellemtiden blevet til mange gode og hyggelige stunder og middage sammen med dem og eftermiddage med besøg af Amanda til Peter Pan tegnefilm.
En dag et stykke tid senere på en rigtig blæsevejrs dag kommer en anden dansk båd, Nessie fra Skagen, med Poul og Hanne ombord, ind i havnen. Vi ser dem da de kommer sejlende ind og Christian går ud for enden af broen for at se om det er nogen vi kender. Da han kommer derud kan han se at de har fået problemer – Nessie er blevet ”fanget” af nogle af forankringslinerne og ligger nu langs med og ind imod flere mindre motorbåde og kan ikke komme fri. Da Christian kan se at de har brug for hjælp skynder han sig over til den anden mole. Her klatrer han ud på en af småbådene så han kan holde ”Nessie” væk fra dem og dermed undgå skader. Kølen var kommet helt ind under linerne og uanset om Poul forsøgte at sejle frem eller tilbage sad linerne omkring kølen. Der skulle derfor et mere skævt træk til. I mellemtiden er havnens personale på vej i jolle for at se om de kan trække dem fri. Det er dog ikke helt nok med den i første omgang, men med hjælp fra yderligere en jolle lykkes det at få ”Nessie” fri.
Først får de at vide at alt er optaget, men får så alligevel anvist en plads helt inde i bunden af havnen i første omgang som siden skiftes ud med en plads skråt overfor os. Nu var vi jo så en hel lille danskerkoloni som yderligere blev udvidet da Peter på S/Y Eir kommer ind i havnen et par uger senere. Peter havde nogle skader på sin rig efter en noget hård tur herned og havde forsøgt at komme ind i marinaerne i både Aquinequin og Puerto Rico førend han kom her, men var bare blevet mødt af havnepersonaler der med store fagter gjorde ham klart at der ikke var plads til ham i marinaen. Det samme skete også her, men nu syntes Peter at det var nok og påberåbte sig nødhavn. Det gav så endelig en plads her.
Peter sejler alene og er på vej til Falklandsøerne alene i sin Great Dane 28, hvor han skal mødes med ”Sol” til jul. Han var her noget længere end han havde regnet med idet han jo skulle have udbedret skaderne på riggen samt gjort alle øvrige forberedelser inden afgang mod første stop på vejen dertil, Brasilien. Vi har mange hyggelige stunder sammen alle os danskere, og især Hanne og Poul på Nessie sørger for at beværte os godt.
Da Peter d. 12. september sejler videre sørger alle vi andre for at ”tude” ham behørigt ud af havnen.

Vi har aftalt at holde kontakt via kortbølgeradio på et bestemt tidspunkt om aftenen, men allerede efter en dag får vi ikke kontakt med Peter. Vi hører dog gennem Skandinavisk Maritimt net da han er syd for Kap Verde Øerne og siden hen at han havde kontakt med Sol i begyndelsen af november og da var ca. 150 sm fra sin destination Salvador i Brasilien, samt at årsagen til den langsommelige færd er at han har haft problemer med sejlene.

En lørdag i midten af august kommer Ruth og Vladimir (optiker parret) forbi. Vladimir kan tale italiensk, spansk, fransk og russisk flydende, men desværre intet engelsk, men det går fint alligevel. Ruth er god til at oversætte for og til Vladimir og med fagter og vores, omend meget begrænsede, spanske ordforråd har vi en meget hyggelig eftermiddag.
Ugen efter inviterer Ruth og Vladimir os til at spise middag med dem på en italiensk restaurant der ligger oppe i selve byen Mogan, nogle kilometer inde i landet, dvs. oppe i bjergene. De har selv lige købt et nybygget rækkehus deroppe. På den måde har de glæde af både havnebyen med båd og forretning og kan samtidig nyde freden og lidt lavere temperaturer oppe i bjergene når de er hjemme.
På den aftalte dag kommer Ruth og Vladimir så og henter os i den største af deres biler, så der er plads til min kørestol. Det bliv en rigtig hyggelig aften med masser af god snak og mad – bruschetta (ovnbagte brød med olivenolie, masser af hvidløg og evt. hakkede tomater), melon og skinke, pizza, desserter og kaffe så det bliver sent inden de kører os tilbage til båden igen.
Vi synes at vi vil gøre gengæld ved at byde på dansk frokost, når den danske slagter i Aquinequin åbner i slutningen af september. Da vi kommer op for at invitere Ruth og Vladimir til dette, insisterer de hårdnakket på at vi skal til middag hos dem i deres lejlighed først og vi aftaler derfor at spise middag hos dem den førstkommende lørdag.
Som sidst bliver vi hentet nede ved båden af Ruth og Vladimir og kørt op til Mogan. Deres nye rækkehus ligger lige i begyndelsen af byen når man kommer fra vandet og har en skøn udsigt over bjergsiden overfor og ned igennem kløften mod havet.

Det er Vladimir der står for maden og da vi kommer spørger han forsigtigt om vi spiser fisk. Det er han glad for at høre at vi gør, for det meste af menuen er med fisk. Det er godt at vi ikke har spist ret meget i løbet af dagen for Vladimir laver mad som hvis vi var det dobbelte antal personer. Ruth og jeg bliver sat på terrassen så vi kan nyde dagens sidste solstråler mens Vladimir går i gang med Christian som villig køkkenskriver og kokkeelev.

Forretten er 8-armet blæksprutte der steges i olie med hvidløg og Chili samt rødvinssauteret blomkål som tilbehør, Førend den kan spises bliver ”sprutten” dog lige vist frem, skåret i småstykker og puttet ned i den varme krydrede olie under låg, hvor den småsimrer til den er mør. Blomkålen deles i små buketter der får hældt rødvin over og sættes også til at småkoge.
Nu kan Vladimir så koncentrere sig om næste ret – dvs. tomatsovsen. Den laves af flotte modne små tomater der flås og steges i olivenolie sammen med masser af hvidløg, diverse krydderier. Kort inden servering tilsættes tun. Det giver alt i alt en meget, meget lækker tomatsovs til pasta sløjferne. Nu skulle man jo så synes at vi havde fået nok mad, men der er mere endnu. Imens vi spiser de første retter har Vladimir lagt 4 hele fisk på grillen, pakket ind i folie med smør og hvidløg indeni. Disse serveres så hele, og af hensyn til vores vægt heldigvis uden tilbehør.

Da de jo har villet være helt sikre på at vi ikke går sultne fra bordet, har Ruth så dagen før stået og bagt ikke bare en, men to store tærter til dessert. Den ene har hun krydret med lidt Gammel Dansk som vi forærede dem da vi var på restaurant sammen.
Aftenen afsluttes med at der drikkes Gammel Dansk. Ruth smagte lige lidt på den da hun bagte så hun ved hvad det drejer sig om, men Vladimir har ikke smagt den før. Det står dog meget hurtigt klart at han synes godt om den og der ryger nogle stykker ned. Heldigvis får vi kaffe bagefter inden de kører os tilbage til havnen efter endnu en fantastisk hyggelig aften.

Vi får løbende besøg af familien hjemmefra og det er dejligt at se dem alle sammen. De første hernede er Anette og Poul. Desværre er der vildt varmt hernede, helt op 45 gr. hvor de bor, og de har det derfor ikke så godt og vi ses ikke så meget som vi gerne ville det.
Frederik er på besøg i begyndelsen af oktober og det nød vi meget. Selvom vi jævnligt taler sammen via Skype er det jo ikke det samme som at ses og vi har ikke set Frederik siden vi lå i Ebeltoft i juni måned. Frederik skal være her en uge hvilket jo ikke er meget, men det er dejligt at se ham igen og nogen er jo nødt til at arbejde.
Frederik falder også for denne lille havnebys byggestil og kønne beplantning. Husene omkring havnen er bygget i samme stil som man byggede i på Columbus’s tid. Her er træbalkonerne blot erstattet med balkoner af smedejern de fleste steder. En stor del af husene er i virkeligheden hoteller, men det ser man slet ikke.

Mens Frederik er her tager vi dels på en tur med en af de små færger der sejler mellem Puerto Mogan, Puerto Rico og Aquinequin og derudover på tur over bjergene til Las Palmas.

Vi vælger at tage en af de færger der sejler længere ud på tilbagevejen – til der hvor delfinerne skulle holde til – men desværre er der ingen delfiner at se. Det er dog stadig en utrolig flot tur og Frederik får taget nogle flotte billeder af kyststrækningen.
Vi har en rigtig god uge sammen med nogle gode middage oppe på en af de mange restauranter her i Puerto Mogan. De er ikke alle lige gode, men vi har fundet en favorit i La Tortuga, skildpadden, som drives af tyskere. Der får man simpelthen rigtig lækker mad kokkereret på bedste vis. Det er ikke godt for vægten at komme der for tit, for kokken laver simpelthen fantastiske fløde sovse og super fiskeretter samt eminente tournedos’er.

Derudover går vi nogle gode ture rundt i byen og Christian og Frederik finder også ud af at komme op til udsigtspunktet oppe på bjergsiden over havnen.

En af dagene er vi alle sammen på noget af en ”bjergtur” i gaderne mellem husene der er bygget op af bjergsiden lige bagved havnen. Der er lavet slisker i nogle af gaderne så folk kan få bragt deres varer og møbler op uden at de skal bæres op ad trapperne. Det er meget heldigt, men gør også at man får vandret rundt i lidt af en labyrint. Trapper og sliske snor sig ud og ind imellem husene der står så tæt at man mange steder ikke kan gå to personer ved siden af hinanden.
Mens han er her, i dagene op til han skal hjem, lejer vi også en jeep og kører turen op over bjergene og videre til Las Palmas sammen med Frederik.

Vi nyder igen at køre turen, selvom vi nu har været på den nogle gange, men man ser jo nye ting hver gang og landskabet er simpelthen bare så fascinerende og storslået.

Det er ærgerligt at Frederik ikke har tid til at sejle med når vi skal over Atlanten, men det er der desværre ikke noget at gøre ved og vi må derfor efter en alt for kort uge sige farvel til Frederik. Heldigvis har han gemt 3 ugers ferie så han kan besøge os i Caribien i februar måned.

Christians mor ankommer samme eftermiddag som Frederik flyver hjem og det passer jo fint i forhold til transporten til og fra lufthavnen.

Vi har igen en god og hyggelig uge, hvor vi slutter af med at leje en bil dagen før farmor skal hjem. Så kan vi også køre på tur sammen med hende. Det passer samtidig sådan at vi skal have Ruth og Vladimir på besøg lørdagen efter at hun er taget hjem. Så da vi har fået bilen, starter vi rundturen med at køre til Aquinequin til den danske slagter. Vi har nemlig lovet Ruth og Vladimir at de skal have dansk smørrebrød.
Derfor starter vi tidligt om morgenen med at tage ind til slagteren for at bestille maden til den aftalte dag. Det er ellers lidt af en fristelse sådan pludselig at stå i en meget velassorteret dansk slagterbutik med friskstegte svinekamme med sprøde svær, frikadeller, leverpostej og så videre, men heldigvis for livvidden skal vi jo på tur op i bjergene, så vi undgår at falde i her og nu. Til gengæld får vi da bestilt dansk pålæg så det vil noget til vores italiensk-spanske gæster ?.

Denne gang har vi besluttet at tage turen op i bjergene fra Aquinequin. En tur som skulle være om end endnu flottere end den vi ellers har kørt tidligere da det regner mere her og der derfor er mange frugtplantager hvor der dyrkes bananer, citroner og appelsiner.

Turen viser sig at være så flot som vi har hørt. Vi kører også her på de små ekstra smalle og snoede veje og vil gøre det så langt som det nu er muligt. I starten af ruten kører man nede i dalen i den lange kløft for så lige pludselig at blive ledt op i hurtig stigning af meget stejle smalle veje med hårnålesving for hver få hundrede meter. Landskabet er flot med frugtplantager på terrasser op ad bjergsiderne og med enten en enkelt ejendom eller små klynger af huse omkring disse.

Et stykke oppe deler vejen sig og der er skilt mod vejen til Mogan, men da vi kan se på kortet at hvis vi fortsætter ad den anden vej, skulle denne også støde op til samme vej og vi vælger at fortsætte.
Kort efter kommer vi til en lille by, hvor der er en restaurant, så da det er blevet frokosttid stopper vi der. Det er bare en lille sidevej til selve vejen og der er en ganske flot udsigt nedover kløften.

Det viser sig oven i købet at være et godt spisested og vi får en rigtig lækker frisklavet Kanarisk Tortilla – kartoffelæggekage med peberfrugter i.

Således endnu engang vel affodret fortsætter vi ad stejlere og stejlere hårnålesving indtil vejen pludselig ender i en ligeså stejl grusvej som vi kan se svinger sig i vovede sving på kanten af og rundt om bjerget. Der er lavet vendeplads så vi vælger fornuftigvis at opfatte det som at vejen slutter her og vender om igen.

Vi kører så tilbage mod stedet hvor vejen delte sig og kører ad den anden vej. Den vej viser sig at være næsten ligesådan, men den er dog asfalteret. Ja, folk med højdeskræk skal nok ikke køre rundt hernede. Men hvor er det dog et fantastisk flot bjerglandskab.

Igen går en uge med besøg hjemmefra utroligt hurtigt og vi må bringe Farmor til lufthavnen så hun kan komme hjem til de køligere omgivelser i Danmark.

Lørdag aften kommer Ruth og Vladimir så på besøg til dansk smørrebrøds bord. Ja, vi fik skaffet alt til faget hørende og der bliver serveret alt fra 3 slags sild, ål med røræg, rullepølse, lun leverpostej, frikadeller, flæskesteg med svær og roastbeef samt alt hvad dertil hører af tilbehør som sky, surt, rødkål, rødbeder, remoulade og stegte løg osv. samt ikke mindst Gl.Ole. Ja, de kommer bestemt heller ikke til at gå sultne fra os. Vi har også købt både danske Carlsberg øl og en Jubilæums snaps som tilbehør til silden og osten. Vi er lidt spændte på om de vil kunne lide snapsen da vi tidligere har oplevet at den ikke falder i så god jord hos udlændinge. Men vi har ikke behøvet at bekymre os om det, Vladimir synes så godt om både øllen og snapsen at der ryger en ½ flaske snaps da han drikker den til hele måltidet. Vi har jo heller ikke selv fået sådan noget mad i meget lang tid så der tages godt fra i madmængderne. Vi viser dem hvordan det spises på dansk maner – smører først et stykke og pynter det med tilbehøret på bedste Ida Davidsen maner så de kan få den rigtige smags- og synsoplevelse ud af det. Både Ruth og Vladimir synes virkelig godt om vores danske smørrebrød og spiser godt af det. Rugbrødet er også noget de ikke har fået før og det er de rigtigt begejstrede for. Så succesen er hjemme.
Efter dette danske madorgie er vi alle mætte, men for helt at sikre at vi også får smagt nogle af de lokale lækkerier har Ruth og Vladimir medbragt ”lidt” af disse. Det vil sige de kom anstigende med en stor bakke med 10 (meget) store og flotte kager.

Dem kunne vi naturligvis ikke lade være med at smage på, me-e-e-n, det blev nu kun til nogle små smagsprøver til kaffen ovenpå det store kolde bord. Spanske konditorer sparer jo ikke ligefrem på sukkeret, så det er vist noget af en kaloriebombe, men de smager godt.
Det er vist igen meget heldigt at Vladimir ikke er nødt til at køre hjem efter de mange indtagelser, men at de bare skal over i deres båd på en bro lidt inde i marinaen. Vi andre er også glade for at vi bare har få meter til køjen da endnu en god aften er slut.

Christian ved Ruth og Vladimirs optiker forretning

Der er dog stadig meget mad, hvilket vi godt kunne se da vi gennemgik vores liste over bestilte varer, hvorfor vi har inviteret besætningerne fra Bluebell og Nessie over til koldt bord om søndag aften. Da der var så mange kager fra Ruth og Vladimir får de andre også kagedessert til kaffen. Det bliver endnu en god aften, og alle forsøger efter bedste evne at gøre kål på både de danske og spanske delikatesser, men det lykkedes dog ikke helt med nogen af dem. Ja så måtte vi jo til den igen om mandagen.
Py-ha – ja, det er hårdt at være sejler

En dag hvor Christian skal til at hælde vand i vores kedel og løfter den af blusset, går hanken løs i den ene side. Heldigt at det ikke var mens han var ved at hælde kogende vand op i termokanden. Vi er nu kede af at kedelen går i stykker, dels er den en af de få vi har kunnet finde med fløjte og dels er den dejligt bred i bunden så den står godt og kræver heller ikke så lang tid på blusset som en med mindre bund. Nå, det synes der jo ikke at være noget at gøre ved. I det samme kommer der dog en håndværker ned på broen og går hen til en båd skråt overfor os. Han begynder at svejse noget på søgelænderet på båden og vi bliver enige om at det jo ikke kan skade at spørge ham om han kan svejse hanken på vores kedel igen. Det både kan og vil han og kedelen er så god som ny igen. Det var noget af et heldigt sammentræf. Vi har ikke set nogen med sådant et svejseapparat her hverken før eller siden.

Christian må sande at man skal passe på med hvad man tygger i da han en dag får tygget på noget der er lidt for hårdt med det resultat at han må en tur til tandlægen. Det er en af kindtænderne og det kræver desværre en rodbehandling. Han er ikke helt så begejstrede for tandlæger efter en dårlig oplevelse han havde lige inden vores sidste tur til Caribien, men der er jo ingen vej udenom så han finder op til bussen ind til Puerto Rico dagen efter. Det viser sig heldigvis at være en kompetent tandlæge og behandlingen foregår så glat og smertefrit som den slags nu kan. Det hjælper også på humøret at prisen ligger under det halve af pris for tilsvarende behandling i DK.

Mens vi ligger her og nyder livet i månederne inden vi skal videre bliver alle vitale dele tjekket og vedligeholdt. Motoren får service og olieskift og i den forbindelse vil Christian også lige tjekke brændstofslangerne. Det var mere nødvendigt end vi havde regnet med. Da Christian får skruet dørkpladen ovenover slangerne af kan det med det samme lugtes at der er brug for nye handlinger. Diesellugt er jo meget markant og det tegn er i sig selv nok til at der skal gøres noget, men slangerne ser absolut også kritiske ud. Det er slanger med metalnet og alt er rustent og klistret af diesel.
Første trin er så at Christian går op til den lokale bådudstyrsforretning for at høre om de har eller kan skaffe brændstofslanger til os Det kan de godt – siger de – men der sker ikke rigtigt noget. Så kontakter Christian vores bådforhandler derhjemme for at få et sæt derfra. Det er så heldigt at Bluebell får besøg hjemmefra et par uger senere og så kan han jo tage slangerne med. Desværre viser det sig at de ikke passer alligevel da der mangler dele til at forbinde dem med tanken. Heldigvis har vi i mellemtiden fået fat i andre brugbare slanger og spændbånd til at sætte dem fast med.
Så Jens fra Bluebell kommer en formiddag over for at hjælpe Christian med at skifte slangerne. Det går helt fint, men da de gamle slanger er helt ude ser de alligevel meget værre ud end forventet.

De havde ikke holdt meget længere og det ville jo ikke have været rart hvis al dieselen var endt i bunden af båden i stedet for i motoren. Dels lugter det forfærdeligt og den lugt vil så altid hænge i skibet og de ting man har ombord. Og dels ville det jo være grimt pludselig ikke at kunne bruge motoren når man ellers har brug for den.
Nu er det ikke kun Christian der er flittig. Som nævnt tidligere er livet i solen faktisk ret hårdt. Både ved huden og alt materiel ombord. Jeg har derfor for længe siden planlagt at der skal sys et betræk til jollen og Christian måler derfor jollen op og jeg går i gang med at klippe og sy. Det er et stort arbejde, men jeg tager det i småbidder og får syet et rimeligt betræk – når jeg selv skal sige det. I hvert fald er jollen nu sikret mod at få solstik. Så må jeg jo se hvad jeg kan gøre med resten af pressennings stoffet så vi selv undgår solstik. Vi har vores cockpittelt oppe hele tiden så vi har skygge i en del af cockpittet, men dels er der jo store åbninger i siden (heldigvis – ellers kogte vi jo) hvor og der er store vinduer i sprayhooden og vindspejlet så solen bager alligevel brændende ind på os. Derfor går jeg efterfølgende i gang med at sy et solsejl vi kan hænge op over bommen og som kan skygge for især vinduerne. Det afsluttes med at der slås pariser ringe i og elastiksnore tilpasses så det kan fæstnes i søgelænderet. Det virker faktisk rigtigt godt og både solens stråler og temperaturen mindskes mærkbart i cockpittet da det er sat op. Desværre er der kun stof nok til et solsejl på det halve af bommens længde, men lidt er jo bedre end ingenting.

Nu troede vi jo ellers lige at alt var vel med toilettanken, men man skal jo passe på med at blive overmodig. Mens Pura Vida var på land sidste vinter fik vi jo ellers lavet et andet udluftningssystem til tanken og det har da også fungeret fint indtil nu. En dag i september var det dog lige pludselig slut med husfreden, da tanken pludselig ikke længere kunne tømmes. For at sikre at den ikke stopper til i fremtiden besluttede vi så at bestille et el-konvertionssæt derhjemme så vores nuværende manuelle toilet bliver elektrisk betjent og at alt samtidig pulveriseres. Så burde tanken ikke kunne blive stoppet. Vi får bragt tanken til funktion igen med hjælp fra Jens Bluebell. Dejligt med gode venner der gerne hjælper også med det mere beskidte arbejde. Der går dog lidt tid inden el-sættet ankommer, men imens er vi igen glade for at vi har to toiletter ombord.
Både Jens og Christian har sammen fået bestilt yderligere ting som skulle sendes herned og endelig en dag får Jens en seddel fra havnekontoret at tingene er ankommet. Seddelen siger at han skal henvende sig på posthuset lige bagved havnen, så det skulle jo være en enkelt sag, men nu er vi jo på Gran Canaria og så er det åbenbart ikke så enkelt. På posthuset ligger der ingen pakke, men en ny seddel som skal bruges til at hente pakken på posthuset i lufthavnen. Heldigvis er det lige da Frederik skal hjem så det passer med at Christian kan tage den med fra lufthavnen når han kører Frederik dertil. Med hjælp fra havnekontoret får vi så udfærdiget en fuldmagt så Christian kan få pakken udleveret, men ak, postkontoret i lufthavnen lukker allerede kl. 14 og ikke 15 som alle andre steder så det bliver der ikke noget ud af. I stedet må der så lejes bil igen næste dag og Jens og Christian tager til lufthavnen sammen. Da de kommer til postkontoret får de dog at vide at de ikke kan få udleveret pakken uden toldpapirer og for at få dem skal de bruge en agent. En sådan kan de heldigvis også finde i lufthavnen og han fylder gerne en toldseddel ud formedelst €30. Samtidig informerer han om at hvis de ikke har skibspapirer med, hvad de ikke har, skal de erlægge yderligere €50 i told. Nå, ja det var der jo ikke noget at gøre ved, men på postkontoret forlanger de kun €1,50 men siger så et eller andet om vagten ved udkørslen på spansk. Christian og Jens er ikke helt sikre på hvad det er der skal ske der, om de skal betale de €50 hos portvagten, men da de synes at pakken nu har kostet os mere end rigeligt at hente med udgifter til agent og billeje, beslutter de at køre den forkerte vej ud så de undgår at stoppe ved bommen og portvagten. Så de ræser i stedet op ad den forkerte vejbane, imod køreretningen, og ud af området. Heldigvis er der ingen der siger noget og der er heller ingen modkørende. Portvagten har nok regnet dem for dumme turister, han gjorde i hvert fald ikke noget da de kørte forbi ham.
Efterfølgende blev toilettet så gjort el-drevet og det hele fungerede efter hensigten.

Lidt stemningsbilleder af vores udsigt omkring solnedgang

Udover Nessie og Bluebell er en anden dansk båd, en Bavaria 46, også kommet til Puerto Mogan. Det er ”Tornado” med Helle og Robert ombord og de kom i september måned og regner med at sejle mellem øerne her ind imellem i vinterhalvåret. Indimellem da de er nødt til at tage hjem og arbejde. I første omgang var de her kun få dage, men var nu tilbage, denne gang for 2 uger og har deres ældste barnebarn, Jakob på 6 år, med. Det blev Amanda på Bluebell rigtig glad for da hun jo så fik en legekammerat. Alle vi voksne fra alle bådene og de to børn mødtes samlet nogle aftener til middag oppe på en af de mange restauranter her udover de mange små snakke og besøg vi aflægger hinanden. Meget hyggeligt, men vi var nu efterhånden ved at nærme os november måned og måtte derfor til at gøre klar til vores gaster skal komme. Vi gik derfor i gang med at flytte rundt på tingene så vores gaster også kan komme til at stuve deres ting af vejen. Der blev dog stadig tid til afslapning og hyggeligt samvær med de øvrige danske sejlere. En af dagene bankede en anden dansker på og spurgte om han måtte komme ombord og hilse på os. Det var Troels og hans Cubansk fødte kone Milbea, som bor i et hus her i Puerto Mogan sammen med Milbeas 10 årige datter. De var lige kommet tilbage hertil efter en ferie i Danmark med sejlads i Troels’ båd. Her var han blevet spurgt af FTLF’s formand Søren om han kunne tænke sig at blive kontaktperson for FTLF’ere som os og han ville så lige høre os om hvad det kunne indebære og om han kunne hjælpe os med noget.
Det blev til en lang snak om alt muligt forskelligt herunder også at de har en ekstra 2 værelses lejlighed her som de lejer ud for €35 om dagen. Det var det halve af hvad jeg havde kunnet finde et værelse til her i højsæsonen. Vi havde besluttet at leje et værelse fra vores gaster ankommer og 10 dage frem til vi skal afsted over Atlanten, for at have bedre plads til proviantering og bortstuvning denne. Da jeg heldigvis havde betalt et afbestillingsgebyr på €15 kunne jeg afbestille uden problemer eller omkostninger og vi aftalte at leje deres lejlighed i stedet.
Vi så stadig danske nyheder af og til om aftenen inden sengetid. Når man har internet som vi har her kan man se både DR og TV2 nyheder og udvalgte programmer enten live eller når man har lyst.
1. november omkring midnat starter vi så på at se DR’s 21 nyheder. Det blev ikke nogen rar oplevelse. Stormvejr og stormflod i indre danske farvande og så vidt vi kunne se og høre med vandstand på op til 2 meter over normal vandstand i det område hvor vores sommerhus ligger. Det viste sig desværre næste morgen at vores sommerhus bestemt havde været ”søsat”. Christian ringede til en af naboerne dernede og han kunne kort efter fortælle at vandet havde været så højt at det havde stået ca. 25 cm op over gulvniveau. Erik tog til huset d. 2. og kunne fortælle at det var meget slemt, så det betød at Christian måtte tage hjem for at begrænse og opgøre skaderne. Heldigvis dækker vores rejseforsikring en sådan hjemrejse, men det var jo ikke lige det vi havde brug for nu og da slet ikke så tæt på afgangen over Atlanten. På den anden side var det dog heldigt at det var i begyndelsen af november og ikke efter afgangen mod Caribien.
Christian fik billetter så han kunne flyve til DK d. 3. og retur hertil d. 5. om aftenen. Så det var et meget kompakt og hårdt rejseprogram og en hård weekend oprydning, rengøring og forsøg på at begrænse så mange skader som muligt. Erik og Maria havde gjort et stort arbejde omkring det af vores tøj der havde været under vand ved at vaske og tørre det, så det ikke tog skade, men utroligt meget andet klarer ikke søsætning i saltvand. Haven lignede en strand, med tang overalt pæle og andet drivtømmer hist og her. Vores naboer i Dalby Strand, Svend Aage og Marietta tilbød at hjælpe og det er vi utroligt glade for. De kigger nu efter affugtere og vil også mødes med taksator sammen med Frederik. Det er utroligt dejligt at have så gode naboer. De var og er en fantastisk hjælp og vi er meget taknemmelige for det. Nu har vi så anmeldt de mange skader på indbo og et, ifølge lokal tømrer, totalskadet hus og kan så kun afvente besøg af taksator og hvad denne når frem til.

Også hernede på Gran Canaria har vi mødt samme store hjælpsomhed. Mens Christian var væk var alle de andre danskere meget flinke til at hjælpe mig og jeg fik derfor besøg fra alle bådene og blev spurgt om jeg manglede noget. Hanne og Poul fra Nessie sørgede hver aften for aftensmad – serveret i mit eget cockpit og under hyggeligt samvær. Noget som jeg satte stor pris på.
Alle stillede også op for at hjælpe mig så jeg kunne komme med til sejlertræffet på Amigos bar i Aquinequin om søndagen. Hvert år den første søndag i november arrangerer FTLF’s kontaktperson i Aquinequin et sejlertræf hvor der mod en mindre betaling, €12, serveres stort koldt bord for de sejlere der er på Gran Canaria. En god og hyggelig tradition med dansk mad og mulighed for at træffe de øvrige langtursejlere.
Jens og Kirsten kom for at hente mig ved 18-tiden og tage mig med i den bil de havde lejet til lejligheden. Det var jo ikke en helt nem opgave for Jens at få mig op fra broen da det desværre var højvande, men han klarede det nu flot. Min stol skal vippes bagover for at den kan komme over en meget høj kant til broen op, og derudover skal jeg jo så skubbes op ad den stejle bro. Så det er nok meget heldigt at jeg har tabt mig lidt?
Det blev en rigtig hyggelig aften, men da vi var 48 personer til spisningen var det nu mest besætningerne her fra Puerto Mogan jeg fik snakket med. Amigos Bar har ikke ret store lokaler og vi sad meget tæt fordelt over 5-6 forskellige borde og uden ret meget plads til at komme omkring. Der var heldigvis en som foreslog at vi alle lige præsenterede os for hinanden og fortalte om vores båd og sejlplaner, så vi alle alligevel fik en ide om hvem der var der den aften.
Natten til tirsdag d. 6. november er Christian tilbage igen. Han er godt træt og mørbanket efter 2 flyveture og en weekend med mange timers oprydning og rengøring. Der var dog også lige blevet tid til en middag søndag aften med familien. Men nu er vi jo selv så småt ved at være i tidsnød da vi efterhånden har mistet en lille uge af de 2 uger vi havde regnet med skulle bruges til de sidste oprydnings- og klargøringsopgaver inder alle vores gaster kommer.
Toilettanken burde jo nu fungere, men det viste sig kun at være en stakket frist for pludselig er tanken stoppet igen!
Christian mente nu at det måtte være impelleren eller andre vitale dele på pumpen der tømmer tanken som måtte være blevet slidt op. Det var dog svært at forestille sig hvorfor tanken skulle kunne stoppe til nu igen, når alt bliver findelt inden det kommer i tanken, men helt stop var der altså. Da Erik & Maria snart skulle komme blev vi derfor enige om at de måtte have en ny pumpe med herned.
Det passer så fint at d. 11. november hvor Erik og Maria ankommer skal Helle og Robert fra ”Tornado” flyve samme tid som de lander og de kan derfor køre med i lufthavnen. Først på eftermiddagen er de her så, godt belæssede med reservedele og alt Eriks udstyr til iltmålinger i havet på turen over. Det fylder ganske meget og er pakket ned i en stor metalkiste. Denne gang lykkedes det dog for ham at undgå at have overvægt.

Dejligt at se dem begge to igen. Da Maria lige har afsluttet sin kandidatgrad med en meget flot eksamen starter vi første aften med at fejre denne på restauranten La Tortuga her på havnen. Erik og Maria bliver med det samme installeret i den lejlighed vi har lejet af Milbea og Troels, et Cubansk-dansk par der bor i et rækkehus på havnen.

Første opgave herefter er så næste morgen, d. 12. november, at få tømt toilettanken så begge toiletter virker når de næste gaster ankommer om aftenen. Igen må den tømmes ud gennem tømningshullet på dækket. Det gøres ved at der pumpes luft ind gennem udluftningshullet som så presser indholdet ud op over dækket, mens en står deroppe og spuler det videre ud i vandet. En møgopgave der dog blev klaret på kort tid – Christian har jo efterhånden lidt (for meget) erfaring med hvordan det skal gøres. Ved rensning af afløbshullet – ja det er lige så ulækkert som det lyder – syntes Christian at kunne mærke at det der stopper tanken er noget plastik! Vi fik den tømt igen, men plastikket kan han ikke få ud. Det er for stort – hvad det er og hvordan det er kommet ind i tanken kan vi dog ikke lige se for os. Christian mener at det muligvis kan være noget der er tabt i toilettet, mens jeg mere tror på en fabrikationsfejl.

Martin og Julie lander lige før midnat søndag aften og Christian og Erik er sammen taget ind for at hente dem. De er her alle ved 2-tiden hvor vi lige drikker en velkomst øl inden der gås til køjs. Så er vi snart fuldtallige, da Thomas ankommer onsdag d. 15. For at alle kan være med til provianteringen skal det egentlige arbejde med at gøre Pura Vida klar til Atlantkrydset først startes når også Thomas er her, hvorfor der for det meste kan slappes af indtil da.

Derfor bliver mandagen brugt til at Martin og Julie kan få pakket ud og blive installeret i forkahytten, samt til småture i området og hyggeligt samvær. Vi har lejet en bil for hele denne uge for at alle kan blive hentet i lufthavnen da det koster det samme som alene de 2 af de 3 ture fra lufthavnen koster. Det giver så samtidig mulighed for at Erik, Maria, Martin og Julie kan tage på sightseeing i bilen tirsdag og de kører så op ad de små bjergveje og derfra en tur til Las Palmas. Imens får Christian og jeg gjort de sidste ting nede i båden.

Christian får installeret en saltvandspumpe i køkkenet så vi kan spare på ferskvandet undervejs. Alt vil blive skyllet af og vasket op i saltvand og derefter efterskyllet i en lille smule ferskvand. Det strækker vores ferskvandsbeholdning rigtig meget. På samme måde vil krops- og hårvask også foregå. Det er utroligt så lidt ferskvand man kan nøjes med at bruge undervejs på den måde.
Allerede om tirsdagen mødes vi dog også, endnu engang, af en stoppet toilettank, Suk! Nu er vi simpelthen bare så trætte af toilettanke – det er simpelt hen bare for meget!! El-toilet med makulator og ny tømningspumpe ditto – intet gør en forskel tanken kan bare ikke tømmes!
Så nu ser Christian ikke anden mulighed end at han må have tanken ud for at undersøge hvad det er for noget der er inde i tanken og se om han ikke kan fjerne dette. Det må dog lige vente i første omgang.

Onsdag midt på dagen kommer Thomas og så er holdet til turen fuldtalligt – 7 mand. Nu skal vi så i gang med provianteringen. Det er lidt af en opgave først i form af planlægning, så indkøb og derefter absolut ikke mindst, men sidst problemet med at få plads til det hele i passende stuverum. Allerførst har vi på forhånd bestilt 400 liter vand i 8 liters dunke hos det nærmeste supermarked. Det er minimumsmængden til 7 personer i 25 dage. Det er så planen at fylde op med sodavand, juice og mælk. Oveni dette er der jo så også det vand vi har tankene, 400 liter. Det skal bruges til madlavning, kaffe og te, samt hygiejne. At få denne mængde vand til at række kræver stor omtanke især omkring forbruget til hånd- og kropsvask. Derfor er der også en del vådservietter ombord til hygiejneformål, samt naturligvis uendelige mængder af saltvand. I løbet af onsdag aften og torsdag morgen får vi lavet en brainstorm omkring hvilke ting og i hvor store mængder vi skal have købt ind.

Der er dog også tid til traveture og sightseeing i området

Torsdag bliver første opgave så at begynde disse indkøb og besætningen drager op i det største supermarked for at begynde indkøbene. Forinden må vi dog lige over og sige farvel til Hanne og Poul fra ”Nessie” der sejler til Las Palmas. De har fået en plads deroppe så ”Nessie” kan ligge der mens de er hjemme i Danmark. Prisen deroppe er 1/3 af hvad den er her for dem og når man ikke skal være i båden selv så er det jo helt fint. Las Palmas er ellers både for forurenet og larmende at ligge i. Det er lidt vemodigt at sige farvel til nogle man har hygget sig sammen med så længe, men heldigvis kan vi jo ses når vi alle er tilbage i DK igen næste sommer. Imens går Christian og Thomas i gang med at hænge net op over køkkenbord, sofa og hvor der ellers kan hænge net uden at det generer åbningen af døre og skabe samt arbejdet ved køkkenvask alt for meget.

Det er helt klart at der allerede har været andre der før os. Et meget stort sejlskib provianterede onsdag og visse varer er totalt udsolgte. Det udsendte hold kommer dog hjem med meget store mængder af dåser med alt fra færdigretter til flåede tomater og dåsefrugt. Det fylder godt op i kahytten.

Bare 1.dags indkøb

Så begynder det store arbejde med at stuve det hele af vejen og samtidig sørge for at få skrevet op hvor alt bliver gemt af vejen henne, men det går faktisk forbavsende hurtigt med at få det hele væk. Torsdagen afsluttes med en øl oppe på en irsk bar og derefter går den meget trætte besætning til ro. Fredag fortsætter som torsdag og igen forsvinder de store mængder i skabe og aflukker ombord.

Arbejdsfordeling! "drengene" kigger på fiskegrej og "pigerne" laver indkøbslister

Lørdag provianteres der stadig lidt, men de varer vi mangler er der ikke flere af i supermarkederne, der er ellers 3 forskellige supermarkeder i byen, så vi bliver enige om at dem må vi vente med indtil mandag eller tirsdag når der er fyldt op på hylderne igen.
Klokken 14 skal vi alle sammen til fødselsdag på Bluebell. Amanda bliver 4 år og hele besætningen er inviteret. Alle har fundet gaver til hende, Christian og jeg fandt en i Las Palmas i oktober, så vi er velpakkede med gaver da vi drager af. Vi modtages med omfavnelse og kys af Amanda som straks begynder gaveoppakningen.

Hun bliver rigtig glad for alle gaverne – ja, det er skønt at se som selv den mindste lille ting modtages med samme glæde som den største. Hun er en rigtig sød lille pige. Derefter serveres der ellers varm kakao med hjemmebagte boller og kagekone a la brunsviger. Meget lækkert og flot pyntet fødselsdagsanretning. Amandas fødselsdag fejres således efter alle kunstens regler og alle har en god eftermiddag.

Senere, efter let aftensmad, alle har jo spist så rigeligt af eftermiddagens herligheder, går Christian, Martin og Thomas op for at få en øl inden sengetid, men ender på pool-bar hvor de render ind i Milbea og Troels. Det ender med en lang serie billard spil og bliver vist både en meget våd og sen nat inden de finder deres køje.

Søndag soves der derfor længe og der slappes af det meste af dagen. De varer der endnu ikke var stuvet af vejen bliver det dog i løbet af formiddagen. Ved et-tiden kommer Martin pludselig i tanke om at Milbea og Troels havde inviteret os til Mojito Cubana (en cubansk Rom-punch) hos dem kl. 15. Så alle begiver sig derhen på det tidspunkt. De bor i et af de store rækkehuse med tagterrasse der ligger for enden af marinaen. Milbea er holder meget af farver og nisser så deres have er pyntet med en del af disse. Det vækker opsigt og mange turister stopper derfor op udenfor og kigger ind. Kort efter at vi er kommet kommer 2 danskere ind da de hører at vi snakker dansk. De kommer fra endnu en dansk båd ”Vikingo” fra Odense og de bliver også inviteret til at deltage i selskabet. Der er gjort klar til vores invasion i forhaven med ekstra stole og bord samt hynder og Milbea serverer nogle gode kølige drinks. De består af rørsukker, Cubansk rom, knust is, citronsaft og sodavand samt mintblade.

Efter drinken serverer Milbea en Cubansk suppe/gryderet som smager rigtig godt. Det var en rigtig hyggelig eftermiddag.
Dagen afsluttes med middag på La Tortuga igen og denne gang fortsætter alle, undtagen mig, op til baren med billardbordet til sen aftenmatch. Det bliver til en storstilet og sen, eller måske tidlig?, sengetid, i hyggelig kappestrid omkring billardbordet, med afslutningsvis sultstillelse i form af hotdogs. Den stakkels tjener på vagt ville vist ellers gerne have set dyner noget tidligere, men satte dog nok pris på nattens omsætning til at holde åbent til selskabet ønskede at vakle hjem til køjs. Detaljer kan jeg af gode grunde ikke diske op med, da jeg ikke selv var til stede, men besætningen så noget brugte ud mandag morgen.

I løbet af natten er der nogen der har ”tændt for en meget støvet varmepumpe”. Eller rettere det er hvad det føles som. Det er Sciroccoen der pludselig blæser kraftigt – så meget at alle bådene vipper og girer i fortøjningerne og det hyler i riggene omkring os. Det er meget varm luft der blæser Saharas meget fine sand eller støv ind over os. Der er så meget støv i luften at sigtbarheden er som i forholdsvis tæt tåge og så trænger det ind alle vegne. Vores øjne svier og løber i vand og de tørre halse bliver endnu mere tørre. Luftfugtigheden er nede på knap 40 og man føler sig reelt sandblæst. Hud og slimhinder tørrer totalt ud så der drikkes godt med vand.

Mandagen er så oven i købet dagen hvor vi skal se om vi nu en gang for alle kan få løst problemerne omkring toilettanken, men sen nat eller ej – det skal løses nu så alt fungerer når vi tager herfra.
Christian har besluttet at han simpelthen er nødt til at afmontere tanken og spule den igennem oppe på broen og som sagt så gjort. Vi har allerede tømt den tidligere og nu skal den så skrues af og diverse rørgennemføringer får plasticpose tapet behørigt på så evt. tilbageværende indhold ikke drypper ud over alt og alle. Det går rimeligt nemt med at få tanken afmonteret og fragtet ned på broen. Spulingen afslører meget hurtigt årsagen til vores problemer. Ud kommer et rundt stykke plastik som helt klart er fra da man har boret hul til det rør med den største diameter og så bare har ladet det afskårne stykke dumpe ned i tanken. En torskedum produktionsfejl der har kostet os meget dyrt efterhånden. Vi har jo dels haft Floor Marine på sagen i flere omgange – uden held og har så også utallige gange måttet have slamsuger på til flere hundrede kroner hver gang. For ikke at tale om de mange pumper vi efterhånden har måttet købe, samt flytning af udluftning med mere. Alt i alt har Bavaria værftets produktionsfejl af tanken kostet os mere end kr. 14.000. (Tanken var isat fra Bavaria værftets side ved leveringen af båden). Nå, nu håber vi så at vi ikke kommer til at have flere problemer med toilettank. Det har da efterhånden også været lidt af en fortløbende farce!

De sidste par dage har der været en del aktivitet omme på parkeringspladsen ved siden af havnen. Området er blevet spærret af, der er politi og vagter omkring det hele, der er sat toiletvogne op, samt lagt fint blåt gulvtæppe over hele pladsen og man er i færd med at dække fine middagsborde til 750 mennesker. Hele bydelen omkring marinaen er også ved at blive pyntet op og vi spekulerer over hvad det mon er der skal foregå. Vi har hørt rygter om at der skal være en stor privat fest. Det er jo lidt synd at det så lige er en dag med den værste scirocco blæser. I løbet af dagen er vinden dog aftaget, men støvet/sandet hænger fortsat tæt i luften. Det giver selvfølgelig en ekstra effekt til de farvede projektører der er blevet sat op og som belyser et stort udsnit af bådene i havnen. Vi er pludselig blevet statister og kulisser til den event der skal foregå om aftenen. Gaderne er blevet befolket med folk i folkedragter med lygter i hænderne.

Klokken 20 begynder begivenhederne med at der spilles op med lokalt musik og folkedans på og omkring den lille tribune på det lille torv ned til marinaen. Da vi går op for at se hvad der skal ske render vi ind i Milbea og Troels der fortæller at det er et PR arrangement for Gran Canaria for samtlige rejsearrangører i Europa. Det giver jo lidt mere mening end at en privat skulle have fået lov til at inddrage hele Puerto Mogan i en privat fest. Aftenen afsluttes med et kæmpe fyrværkeri.

Friske frugter vaskes i klorvand og tørres på dæk for at øge holdbarheden

Næste morgen er vejret heldigvis normalt igen, dog meget varmt og vi fortsætter provianteringen. Dette er dagen hvor vi får leveret vores vand og de sidste indkøb foretages. Det er imponerende som det lykkes at få alt af vejen eller på plads ombord, men det kan nu også ses på vandlinjen. Da vandet ankommer og vi får det båret ned på broen, kommer en fransk og hollandsk skipper pludselig i tanke om at de måske også skulle have noget mere vand med end de først havde tænkt sig. De kommer hen og spørger om hvad vi beregner per person og får pludselig travlt med vandindkøb.

Vi får nu også købt de mere ferske varer som ost, pålæg, frugt og grønt. Det sidste bades i et klorbad inden det stuves af vejen i net ombord. Dette gør vi både for at det skal holde sig bedre og for at sikre at vi ikke får flere uønskede dyr ombord end vi allerede har.
Nu er Pura Vida så også så fyldt at der stort set ikke kan presses mere ombord og vi kommer med garanti ikke til at mangle mad og drikke ombord.

Ja, den opmærksomme læser bemærkede måske at jeg skrev om at vi allerede har uønskede dyr ombord og dette er desværre tilfældet. Ja, krigen er i gang ombord på Pura Vida.
Vi har ganske enkelt kæmpet mod invaderende horder af kakerlakker i al den tid vi har ligget her. De kommer simpelthen marcherende op ad fortøjninger, over landgangsbro eller flyvende i ny og næ. De veksler åbenbart angrebene imellem at komme snigende enkeltvis efter mørkets frembrud, i løb langs kanter og revner og straks frysende i stilstand ved den mindste bevægelse fra nogen af os ombord. Vi har prøvet alle mulige og umulige kreative og raffinerede løsninger som håndkantsslag, borsyre, kakerlaklokkedåser, spray og skum for at slippe af med uhyrerne. I perioder ser det ud om de er udryddet, men ak, så dukker der lige nogen op igen.
Vi har fundet ud af at udover det meget kontante og omgående dræbende gok med en hånd eller fod når en kakerlak spottes, er det allerbedste middel kakerlakhuse. En rimeligt simpel løsning i pap som tager sig af alle dem vi ikke selv ser. Det er paphuse med kraftig lim i bunden og lokkemad i midten. Når en kakerlak fristes af den åbenbart meget tillokkende madding i midten af huset og skynder sig ind til det, sidder den omgående uhjælpeligt fast i det kraftigt klæbende gulv. Derefter bliver huset åbenbart endnu mere tillokkende for andre kakerlakker idet lugten af den fastsiddende kakerlak tilkalder de andre.
Vi har dog måttet sande at så længe vi er fortøjet til fastlandet slipper vi nok ikke helt af med de frygtelige uhyrer, men vi er alle enige om at der skal gøres kort proces med dem mens vi er til havs. Så vi skulle gerne være kakerlakfrit område ved anløb på Barbados.
Som sagt – krigen er i gang.

I skrivende stund er vi således klar til afgang – mangler at sige farvel til Ruth og Vladimir samt Amanda, Kirsten og Jens på Bluebell. Begge dele sker i dag og så er vi klar til afgang i morgen torsdag. Vi satser på afgang omkring klokken 12 og så er der mindst 3 uger forude inden ankomst til Barbados.

Turen over Atlanten hernede er jo den ”nemme” overfart, men den kan dog sagtens komme til at tage mere end de ovennævnte 3 uger uden at det betyder problemer, så forvent ikke at høre fra os førend i slutningen af december.
Pura Vida og besætning er alle så klare som man kan blive og ser frem til turen

Mange sejlerhilsener til jer alle fra besætningen
og
Christian & Lisbeth
”Pura Vida”

Tilbage til Tur Breve