Kære alle
Så er vi tilbage på Pura Vida igen efter en meget travl sommer i Danmark, hvor vi har revet vores gamle sommerhus ned, da det var så ødelagt af stormfloden i november sidste år, at det ikke kunne betale sig at reparere på det. Efterfølgende fik vi tegnet et nyt hus og søgt kommunen om at opføre dette på et væsentligt højere fundament end det gamle. I august fik vi så endelig tilladelsen til at bygge et fundament der er 2 m over middelvandstanden (1 m over grunden) og er i fuld gang med at få bygget et nyt hus. Det skulle gerne stå helt færdigt 1. maj, når vi vender tilbage til Danmark igen. Nå, den tid, den glæde, nu står det på Caribien-oplevelser indtil da.
Vi nyder nu livet herovre i det Caribiske, selvom vejret nok ikke altid er helt som det man går og drømmer om at det er herovre, nå man er derhjemme.
St. Vincent indhyllet i regnbyger
Vi ankom til Grenada d. 27. November, noget spændte på hvordan alt stod til på Pura Vida. Vi har haft kontakt med Spice Island Marine (SIM) jævnligt i de 7 måneder, hvor vi har været hjemme, men det er jo ikke det samme som at vide at alt er som det skal være.
Vores bekymringer forsvandt dog hurtigt da vi nåede frem til værftet. Som aftalt var Pura Vida’s fribord poleret, meget flot endda og bundmalet så hun så ud som ny på de områder.
Så bortset fra et ret så snavset dæk og ruf, samt noget støv under dæk så hun ud som da vi forlod hende i slutningen af april.
Vi var jo også noget spændte på om vores anstrengelser (før hjemrejsen i april) for at udrydde vores flok af spanske hus(båd)dyr (Kakerlakker) var lykkedes, og det ser heldigvis sådan ud. Vi er ikke stødt på andet end et par meget små, og heldigvis meget døde af slagsen, endnu, og de sad allerede og var meget døde i vores kakerlakhuse da vi tog hjem i foråret. Det eneste der var gået i fælderne siden da, var et par små bananfluer - så, pyyyha - heldigvis ingen husdyr p.t.
Vores jolle havde det til gengæld ikke så godt. I foråret havde den stille og roligt fået sværere og sværere ved at holde pusten, og en tur i land i den gav med garanti det man i langturssejlerkredse kalder for en dingy-røv. Dvs. man er altid saltvandsvåd på bagdelen, som minimum, og ofte også andre steder, da kølvand og selv de mindste bølger vasker hen over de ikke helt oppustede pontoner, når man kommer frem til sit bestemmelsessted. Derudover var vores jolle også lige lille nok når man også skal have plads til en kørestol i den. Da det var i
sømmene generelt at den slap luft ud, var vi ikke længere helt trygge ved om den også var ved at opgive taget i glasfiberbunden. Fra andre sejlere har vi hørt om bunde der pludselig og uden varsel falder af gamle joller og efterlader de ombordværende hængende på en gummiring i stedet for siddende i en båd. Vi har da også selv set flere af den slags ringe ved dingy-broerne, så da vores jolle nu var blevet 12 år og som sagt var begyndt at vise generelle svaghedstegn havde vi allerede hjemmefra besluttet os for at den nok skulle udskiftes i denne sæson. Synet af den nu fik os til at holde fast ved den beslutning. Den havde både totalt mistet pusten og var ikke til at få op at stå igen. Derudover var den blevet både gul, grøn og sortplettet af jordslåethed og sol, selvom den havde haft den presenning på som jeg syede til den i Morgan.
Vi var så heldige, at der lige var en jolle tilbage i bådudstyrsforretningen på værftet. Den er med aluminiumsbund og 2” større end den gamle. Aluminiumsbunden gør at den vejer mindre end den gamle, selvom den er 2” længere (svarer til 66 cm).
Den har også tykkere pontoner, og ligger derfor højere i vandet, noget som har vist sig at være ganske rart, idet ingen af os har fået så meget som en dråbe vand på os undervejs i jollen siden da. Til gengæld er den så lidt sværere at komme ned i, idet man skal forcere de tykkere pontoner, og da den er væsentligt højere i snuden, kan man næsten ikke komme ned i den over forenden. Men vi er ved at lære den at kende og det går efterhånden helt fint, men i starten har vi nok været sjove at se på, når vi skulle ind og ud af den.
Skipper går (sender) linen ud i den nye jolle
En anden fordel, som dog også lige har krævet lidt tilvænning, er at den er meget mere livlig på vandet, og vi kommer derfor hurtigere frem med vores gamle 5 hestes påhængsmotor. Men vinden får jo så også hurtigere tag i den når den er tom og hvis den ikke er forsvarligt fortøjet, ja så vil den meget hurtigt drive væk.
Mike, manageren på SIM, havde på forhånd arrangeret at vi skulle have mast på allerede dagen efter vores ankomst, fredag, og så skulle søsættes mandag. Som sagt så gjort, dvs. ankerlanternen var desværre blevet smadret og skulle skiftes. Det gav lidt rod omkring hvornår den skulle sættes på og hvem der var ansvarlig, men da kranen dukkede op som aftalt over middag, måtte lanternen vente til senere. Det gik hurtigt og glat med at få rejst masten, men så, af en eller anden besynderlig grund, kunne bagbord topvant ikke tilpasses rigtigt længere. Det viste sig at være vantskruen der var gået i stykker under håndteringen af
masten. Hvornår og hvordan disse skader var opstået står hen i det uvisse, men da fredagen efterhånden var gået, måtte riggeren komme ind og gøre arbejdet færdigt på sin fridag, lørdag.
Søsætningen blev så også skubbet til mandag eftermiddag, hvilket betød at vi fik lov til at blive liggende i slippen til næste morgen. Det gav os god tid til at fylde vandtanke og blive sejlklare, samt til at få de tunge ting, som gas, drikkevand og mel, pasta og ris og lignende ombord. Det er jo et noget større arbejde at bringe den slags ting ud til Pura Vida i jollen. SIM har ingen havnepladser man kan ligge ved så normalt sejler man straks efter søsætning ud i bugten og ankrer op.
Pura Vida i slippen med udsigt til SIM’s kontor og værksted Hvad en kørestol også kan bruges til
Lige efter søsætningen af Pura Vida leverer Budget Marine vores nye jolle så det blev en dobbelt søsætning. Erik fik jomfruturen – i form af en rotur rundt om den ene side af slippen og om til Pura Vida.
Elektrikeren og riggeren dukker først op efter fyraften, men så får vi da heldigvis også vores ankerlanterne på plads. Det er jo ikke helt så nemt at skulle i masten for at sætte sådan en på når man først ligger på en mere urolig ankerplads.
Men i forhold til de historier vi har hørt om ”Caribisk tid” når det kommer til at få arbejde udført, ja så må man sige at alt er gået på rekordtid her og helt afgjort til aftalt tid. Herligt.
Det fejredes med en god middag på ”De Big Fish” – en lille restaurant der ligger lige ved siden af SIM.
Næste morgen sejler vi ud og ligger for anker i Prickly Bay, men kun for denne ene dag. Da vi allerede skulle samle Frederik op på Martinique d. 18. december tog vi allerede næste dag afsked med Grenada og sejlede videre nordpå. Prickly Bay er en vel beskyttet og dyb, smuk bugt (en af de mange) der ligger på den sydlige del af Grenada.
Der var næsten ingen vind så sejladsen foregik for motor. Da vi skulle stik imod vind og sø var det dog meget rart at alt var så stille. Lige nord for Grenada er der en aktiv vulkan under havoverfladen. På søkortene er der afsat 2 cirkelafmærkninger til markering af hvor man ikke skal sejle henover vulkanen. Den inderste cirkel markerer et område man aldrig må sejle henover og den yderste hvor man ikke skal sejle ved øget aktivitet i vulkanen. Da man jo sådan set aldrig kan vide hvornår en vulkan har tænkt sig at øge sin aktivitet, ja så tager vi altid ruten udenom begge områder. Det er selvfølgelig en mindre omvej, men kun på nogle få sømil, og det betyder jo ikke så meget om man ankommer lidt før eller senere til næste destination.
Vores første stop blev ud for Hillsborough på Carriacou. Her er ganske smukt, men det er lidt svært at få ankeret til at holde da der er meget søgræs, og så blæser det tit en del når vinden østfra kanaliseres ned over øen. Det er da nok også derfor her aldrig ligger ret mange både. Vi er derfor meget omhyggelige med at ankeret kommer ned på et område hvor vi kan se sandbunden, men det tager alligevel 2-3 forsøg førend det holder. Men så ligger vi heldigvis også fint bortset fra at vi ruller en del da der er mange dønninger. Det er godt at vi har et elektrisk ankerspil. Vi ligger på ca. 5-6 m’s dybde og har derfor 25-30 m ankerkæde ude og det ville nok ret hurtigt tage pusten fra os, eller rettere fra Christian (det er normalt mig der står ved roret og ham der tager sig af anker og ankerspil når vi ankrer op) at skulle hive ankeret op 2-3 gange i træk.
Flot solnedgang ved Hillsborough i tiltagende skydække
Det bliver en noget urolig nat pga. de mange dønninger og en del regnbyger med ekstra meget vind. Ja, det blæser faktisk så meget at et mindre fragtskib, der har ligget for anker ved siden af os om natten, pludselig begynder at drive. Det tager et stykke tid inden de ombordværende opdager det. De driver så langt inden der er nogen ombord der reagerer at de næsten er ved at gå på grund.
Vi beslutter derfor at vi vil sejle videre til naboøen mod nord, Union. Selv om der måske ikke er mere læ der, så er vandet helt bestemt mere indbydende at bade i end det er ud for Hillsborough. Så lige efter morgenmaden tager Christian og Erik jollen ind for at udklarere hvorefter vi sejler over mod Union. Da vi er undervejs tiltager vinden meget. På Union kan man kun indklarere i Clifton, men da vi fra tidligere besøg ved at der ikke vil være læ for vinden der (da man der kun ligger bag et koralrev og derfor kun er i læ for bølgerne) beslutter vi i stedet for at sejle til Chatham Bay på øens vestlige side. Vi har fra andre sejlere hørt at det er et rigtigt godt sted at ligge hvis man ikke har behov for indkøb, restaurationsbesøg eller lignende og det har vi ikke.
I løbet af eftermiddagen og aftenen tiltager vinden især i regnbygerne og vi er glade for at vi ikke tog til Clifton.
Chatham Bay viser sig at være et rigtigt godt sted at ligge også når der er meget vind. Det er en god stor beskyttet bugt, med fantastisk flot natur, og mens vi er der er der kun 2-3 andre både for anker og klart vand med masser af fisk. Der er en skøn badestrand med nogle få skure, hvoraf det ene viser sig at være en lille restaurant, som har åbent hvis der er kunder.
Chatham Bay, Union
Efter mørkets frembrud er det derfor kun himmellegemerne der lyser bugten op. Dejligt.
Vi skal dog have indklareret, og da dette sker i Clifton er vi jo lidt langt væk. For at komme ind til Clifton skal man ad en sti op til de egentlige veje og derfra videre til byen. Det er ikke helt så let som det måske lyder da man så skal forcere bjergsiden op fra Chatham og ned til Clifton og modsat på tilbagevejen. Det kan selvfølgelig sagtens lade sig gøre, men det er jo noget strabadserende.
Da ejeren af den lille restaurant inde på stranden også har en jolle med en stor påhængsmotor og sejler som vandtaxi når behovet er der, slår skipper til da han kommer og tilbyder at sejle ham ind til Clifton.
Skipper med styrmand på vej til Clifton
Stemningsbillede fra Clifton
Det bliver lidt af en oplevelse. På vejen mod Clifton skal de jo ud i den store sø og imod vinden på østsiden af øen. De lokale sejler deres små joller med en dødsforagtende fart med, eller som her, imod de store søer i fuld fart. Det ser voldsomt ud og i dagens vejr får skipper og Erik da også fuld valuta for pengene i form af saltvandsspray og bølgehop på vejen dertil. På tilbagevejen bliver de sejlet ad en genvej bag revene og ind gennem et stort mangroveområde som man kun kan sejle igennem ved højvande. Det er en meget flot tur og de nyder den i fulde drag. Erik får samtidig både taget billeder og filmet lidt af oplevelsen med kameraet så vi andre også kan se lidt af hvad de så.
Næste dag vågner vi op i en stor regnbyge, men det viser sig at være den sidste i denne omgang og vinden aftager heldigvis også. Vi nyder endelig at være et sted hvor vi synes at vandet er klart og lækkert nok til at vi kan komme ud at bade og snorkle. For mit vedkommende foregår snorkling ved at jeg ligger på maven på et lille bodyboard. Med maske og snorkel på kan jeg så ligge og svømme ved hjælp af armene i vandoverfladen og kigge ned på marinelivet under mig. Det fungerer ret godt og jeg har fuld kontrol over mine rygbevægelser på den måde.
Vi beslutter dog at vi er nødt til at sejle videre til Bequia allerede dagen efter, da vi jo stadig er et stykke vej fra Martinique, og nødigt vil stå i den situation at vi er nødt til at sejle turen mellem øerne i dårligt vejr. Så lørdag d. 8. december letter vi anker igen og sejler videre op nordpå. Der er stadig en stor sø og en del vind i forhold til at vi skal sejle imod det, og formiddagens sejlads er derfor noget hoppende, men det hele aftager og vi får rigtig god sejlads om eftermiddagen.
Vel ankommet og fortøjet til en af bøjerne inde ved byen, Port Elisabeth, beslutter vi at forkæle os selv med en middag på en af Bequia’s mange restauranter, De Bistro, som vi fra vores tidligere erfaringer ved laver udmærket mad til rimelige priser. De laver bl.a. en af Caribiens bedste bacon-cheese-burgere, men vi beslutter os i stedet for til at tage en portion Mahi-Mahi (dorado). Den var så desværre ikke helt lige så god som den lød, den blev serveret i en meget stærk pebersovs og det er ikke til at smage (ja smagsløgene står jo af og til hurtigt af overfor meget stærke ting) om der er ekstra meget pebersovs på for at dække over en ikke så god fisk eller om den altid er sådan. Vores stykker er i hvert fald ikke det lyse lækre kød vi ellers har fået når vi har spist denne fisk. Vi er enige om at vi, næste gang vi skal spise på De Bistro, nok skal holde os til deres gode burgere.
De andre gange vi har været på Bequia har der været utroligt mange både, men her i ydersæsonen er der endnu ikke kommet så mange hertil og det nyder vi. De næste par dage nyder vi de næsten øde strande, dvs. vi sejler i jollen lidt længere sydpå i bugten (for at komme væk fra byen og de fleste både) og bader enten fra jollen eller trækker den op på stranden.
Vandet er ikke helt klart pga. den megen regn og bølgerne, men det er nu alligevel godt at ligge og skvulpe rundt i det 27-28° varme vand mens solen varmer ovenfra.
Pura Vida ligger næsten lige udenfor Gingerbread Hotel og så er det jo svært ikke at lade sig friste til et besøg derinde. De laver en super kop kaffe og har alle mulige syndefulde hjemmebagte kager og is, så søndag overbeviser vi hinanden om at vi da lige er nødt til at
tage en kop eftermiddagskaffe med hjemmebagt gulerodskage inde på Gingerbread inden vi sejler videre mod nord.
Da vi har nydt lidt flere dage her end tiden egentlig tillader os, beslutter vi at vi vil springe St. Vincent over for denne gang, vi kommer jo samme vej tilbage igen senere. Vi udklarerer derfor mandag eftermiddag med planlagt afgang tirsdag morgen. Da turen jo så er en lidt længere en af slagsen, ca. 60 sømil, er der afgang allerede kl. 6 tirsdag d. 11. om morgenen.
Ifølge vejrudsigterne skulle vi have 5-8 m/s fra Ø-NØ. Det er en dejlig morgen med en flot solopgang og mellem Bequia og St. Vincent holder vinden sig i sit østlige hjørne så der nyder vi sejladsen rigtig meget. Under passagen af St. Vincent, hvor man jo heldigvis ikke har nogen sø da øen giver læ, tiltog vinden dog mere og mere. Vi ved af tidligere erfaring at der altid er meget vind og tit også regn omkring St. Vincents nordlige ende, hvor der er en høj, aktiv vulkan som genererer vind og skyer, men normalt aftager det jo heldigvis lidt nord for øen igen. Det gjorde det dog ikke denne dag. Vinden var tiltaget til 13-14 m/s og søen blevet tilsvarende større, så passagen mellem St. Vincent og St. Lucia var en noget mere bumpet tur, men vi undgik heldigvis regnbygerne som vi kunne se ude mod øst.
Pura Vida banker ned en bølgedal så vandet står ind over os.
Vel ankommet til Pitonerne på St. Lucia kalder vi Benny på Harmony Beach så han kan assistere os med at fortøje til en bøje inde i bugten.
Pitonerne er to meget markante vulkaner der rager op som gammeldags kegleformede, men grønne regnskovsbeklædte, sukkertoppe i den sydlige del af St. Lucia. (Piton betyder da også top) Der er en lille bugt imellem de to vulkaner hvor man også kan ligge, men vi sejler ind i den store bugt der ligger lige nord for den nordligste af Pitonerne. Bugten og byen i denne hedder Souffriere som kommer af de franske ord souffres aire svovlluft. En betegnelse som passer ganske godt med det bugten lugter af ind imellem, når vinden medbringer lugten af svovl (rådne æg) fra den aktive vulkan lige bagved Pitonerne. Lugten er der dog heldigvis kun engang imellem.
 |
 |
I dette område må man ikke ligge for anker af hensyn til korallerne og der er derfor lagt bøjer ud som man kan fortøje til. Hele bugten er et fredet marine-reservat og betalingen for bøjerne går til at vedligeholde bøjerne og marinefredningsgøremål. Ordningen styres fra et kontor inde i Souffriere og hver eftermiddag kommer rangers sejlende ud til bøjerne for at opkræve betaling.
Man ligger her med stævnen fortøjet til en bøje og agter har man derudover en fortøjning omkring en palme i land. På den måde kan vi ligge flere både tæt ved siden af hinanden uden problemer. Det er dog ikke noget problem denne dag, da vi er de eneste der ligger i denne del af bugten. Der ligger både ovre på den anden side, ved Bat Cave, og vi undrer os først lidt over hvorfor de alle sammen ligger der. Som vinden er tiltaget synes vi ikke det kan være det bedste sted at ligge, og i hvert fald ikke det bedste sted at sejle ind for at fortøje lige her og nu.
Da det er nemmest at fortøje til en bøje og få line i land, hvis man har hjælp til det, kalder vi som sagt Benny op på VHF’en. Benny Jr. kommer derefter straks sejlende og byder os velkommen tilbage. Vi bliver fortøjet til ikke bare en, men 2 bøjer, så vi er sikre på ikke at komme til at drive og ikke kommer for tæt på land pga. dønninger eller vind. Derefter sejler Benny Jr. Christian og Erik ind til byen så vi kan blive indklareret på St. Lucia.
Det tager heldigvis ikke mere end 1 times tid. Inden Benny Jr. sejler videre, aftaler vi at vi skal spise aftensmad inde på Harmony Beach. Kort efter begynder det at regne, kraftigt, og Erik og Christian er meget glade for at de er nået tilbage inden den byge. Efterfølgende giver bygeskyen dog en meget flot solnedgang.
Den første byge denne eftermiddag viser sig dog at være det rene vand imod aftenens regnvejr; den egentlige regn startede først på det for os mindst belejlige tidspunkt.
Vi var lige ved at stige ned i den lokale restaurants jolle, for at lade os transportere fra Pura Vida til Harmony Beach, der ligger i inderste krog for foden af den nordligste Piton, da himlen besluttede at åbne sine sluser. Det tog ikke 30 sekunder at komme til at ligne druknede mus, så selvom Benny Jr. sejlede jollen med en dødsforagtende og halsbrækkende fart mod landingspladsen ved Harmony Beach, lignede vi nogen der havde glemt at tage tøjet af inden brusebadet.
Det skulle dog snart vise sig at sluserne alligevel ikke havde været helt så åbne, som vi havde troet de var, men det skal da jeg love for at de blev i løbet af de næste par timer. Regnen var så voldsom, at den terrasse vi sad på, så ud og lød som om den var anbragt inde bagved et vandfald.
Det var således ikke den store udsigt vi havde over bugten, og Pura Vida, der lå nogle få hundrede meter fra os, forsvandt totalt bag vandmasserne. Senere, da regnen suppleredes af tordenvejr, oplystes hele bugten og Pura Vida dog i fantastiske og nærmest overjordiske blålige glimt.
Efter middagen, som var ganske god og i rigelige mængder, men som vi forsøgte at forlænge på bedste vis med en dessert og en kop kaffe, i det håb at regnen ville ophøre inden vi skulle tilbage til Pura Vida, fortsatte regnen dog stadig uophørligt med at vælte ned. Og det i så store mængder, at restauratørens joller, der lå i vandet ud for restauranten, måtte tømmes for regnvand akut, da de var ved at synke pga. af de 2 timers regn, førend vi kunne fragtes tilbage til båden.
Så vi fik endnu et brusebad der ville noget, mens vi blev fragtet tilbage til Pura Vida. Denne gang blev vi yderligere fragtet noget langsommere tilbage fra restauranten end vi var blevet sejlet dertil. Det var ikke fordi Henry Jr., knægten der sejlede os, ikke havde lyst til at sætte mere fart på, men fordi det simpelthen ikke kunne lade sig gøre at sejle hurtigere. Regnen var som sagt endnu voldsommere på tilbageturen end på udturen, men nu var der det ekstra krydderi på turen, at vandet flød med jord, kokosnødder, grene og småtræer, som væltede ned og ud gennem en lille stejl kløft i et tordnende inferno som ikke stod tilbage fra aftenens tidligere tordenbrag.
Bortset fra vores tøj, var alt dog tørt og godt ombord på Pura Vida, selvom regnen fortsatte med at vælte ned hele natten. Det blev dog en meget varm nat da vi ikke kunne have lugerne åbne med blot den mindste sprække.
Vi fik 2 døgn ved Pitonerne med troperegnen væltede ned over os i stride strømme med jævne, og indimellem uophørlige, mellemrum. Sidenhen gik regnen dog heldigvis over til at komme i noget mindre mængder og i spredte byger og heldigvis er temperaturen på både regn, hav og luft oppe over de 28-29 grader, så det føles i det mindste ikke koldt, men man bliver jo hurtigt forvænt, så vi ville gerne snart kun have sol igen.
Vi var dog også glade for at vi var så langt væk fra Puerto Rico som vi var, da regnen og vinden vi oplevede her, var fra den yderste snert af orkanen der samtidig gav voldsomme ødelæggelser på Puerto Rico. Solen skinnede heldigvis også på os imellem bygerne, men badning og snorkling blev det ikke til da vandet bliver grumset af alle de mange ting der strømmer ud i det fra vandløb og raviner. Til gengæld blev der så fisket, både af de lokale fiskere, der stadig fisker fra småjoller hvor de står op i jollen og spejder efter fiskene og lokker dem op til overfladen med små blade eller kviste.
Erik forsøger sig også med melklister som madding og det kan småfiskene åbenbart godt lide. De bliver dog alle sat ud igen så de kan vokse sig større.
Da vinden torsdag stadig er i den høje ende (16 m/s det meste af tiden) sejler vi bare et kort stykke op langs og i læ af øen, til Marigot Bay, der ligger lidt længere nordpå og lægger os i
den yderste del af bugten udfor det hus der inspirerede os til hvordan vores nye sommerhus skal se ud, dog er det herovre omkranset af palmer og spejler sig i turkist vand.
 |
Vinden fortsatte med at være i overkanten til sejlads i nogle dage, men vi var jo heldigvis allerede nået så langt at der kun var ca. 6 timers sejlads fra Le Marin på Martinique, hvortil Frederik skulle ankomme d. 18. December, så vi behøvede ikke at sejle videre førend den var aftaget igen. Så selvom vi da var ”grounded” (grundstødte) – om end heldigvis ikke i bogstaveligste forstand – havde vi ikke længere ”travlt” og var bl.a. på ”bjergbestigning” i land. Her er kun en vej og den går i allerhøjeste grad lige ud, eller rettere, lige op. Det er ikke fordi der er andet på toppen end en lille rasteplads med en souvenirbod, hvortil turister fra hele øen køres til. Fra denne er der ikke andet at se end Marigot Bay, men det er til gengæld også et meget flot syn. Så da Erik og Christian, efter at have været deroppe en dag var frisk på at prøve kræfter med vejen sammen med mig også, begav vi os på bjergbestigning. Det er ikke helt nemt at skubbe mig opad sådan en næsten lodret opadgående vej og Eriks lægmuskler syrede da også til et par gange.
 |
Undervejs blev vi stoppet af en af de lokale der sagde at han ville forære mig en flettet palmebladsfrugtkurv fordi han gerne ville gøre en ”god gerning” for mig. Nu manglede jeg ikke nogen kurv og sagde da også dette til ham, da vi jo mødes af sådanne gaver ganske tit. Det lyder jo meget pænt, men problemet med sådanne ”gode gerninger” fra nogle af lokale er bare, at den gode gerning altid følges af et ønske om at få nogle penge til noget at drikke, som en god gerning fra os til ham – noget for noget – naturligvis altid fulgt af et: hvis vi har lyst, eller lignende. Nå, det var jo en sød lille frugtkurv og Erik trængte alligevel til at hvile benene her halvvejs oppe, men man bliver jo noget træt af tvangssalgsteknikken.
 |
Marigot Bay er en lang smal bugt som ender i en lidt større mangroveomkranset lagune, der er så svær at se ude fra vandsiden, at den franske flåde, i en af de utallige krige der var om øen, skulle have sejlet lige forbi en stor engelsk flåde der lå derinde camoufleret med palmetræstoppe i masterne. Den er stadig svær at se når man kommer sejlende, uanset om man kommer fra N eller S, men udover de detaljerede søkort man har i dag, er der også en del kendetegn i form af farvede hustag på toppen af bugtens sydlige pynt som fortæller os at man er ved Marigot Bay. Der er stadig en del palmer og noget mangrove tilbage, men ellers ser den jo noget anderledes ud i dag. Ja, i forhold til da vi var der for 12 år siden, ser der meget anderledes ud. I dag er der bygget en del huse og der ligger flere ferieressorts rundt om bugten. Derudover er der også sket en stor forandring mht. lyde. I 1996 var der så mange papegøjer i beplantningen på skrænterne at man ikke kunne føre en samtale på båden for deres skræppen omkring solnedgang. Nu er der ikke en eneste papegøje – det var ellers en særlig art der kun fandtes her på St. Lucia, men nu der er så få tilbage at de er opført som udryddede. Trist!
Vejrmeldingerne ser ikke så gode ud som vi kunne ønske os, men der skulle være mindre vind og sø mandag d. 17. (næstsidste mulige dag for vores sejlads til Martinique hvor Frederik jo ankommer d. 18) hvorfor vi planlægger afgang der. Erik forsøger at få skrevet på sit projekt, men det er ikke nemt da vores batterier ikke er gode nok til at han kan få ladt sin computer op. Vores batterier er oftere og oftere nede i det røde felt og vi kan se at vi, desværre, er nødt til at skifte dem ud til nye. De har ikke fungeret optimalt siden vi forlod Morgan, Gran Canaria, så nu må det være. Vi beslutter derfor at det skal ske på Martinique, hvor det er nemt at få reservedele. Vi vil så også samtidig få service og olieskift på motoren så den holder sig i tip-top stand.
Mandag morgen står vi tidligt op og sejler så mod Martinique. Da vi kommer ud i Atlanten nord for øen mødes vi desværre af meget mere vind og væsentligt større bølger end vi havde
forventet ud fra vejrmeldingerne. Vinden var fra NØ så det så det blev endnu engang en våd og urolig tur for rebede sejl understøttet af motor. Nu var vi godt nok ved at være trætte af at sejle imod vind og sø, men heldigvis var det en varm og solrig sejlads, og så føles det jo heldigvis slet ikke så slemt som hvis det havde været undere koldere himmelstrøg.
Vel ankomne til Martinique fik vi presset os foran i køen til en havneplads – selv om det ikke var helt nemt. Vi havde forsøgt at reservere plads via e-mail i forvejen, men havde fået at vide at det kunne vi ikke, men at man ville finde en løsning til os når vi ankom. Det kunne man så umiddelbart ikke finde alligevel da vi kom. Der var 15-16 både på venteliste til en plads førend os og ingen ledige pladser da vi ankom.
Nå, men alle kneb gælder jo i krig, kærlighed og om bådpladser, så jeg skruede op for charmen og forsøgte at appellere til alle sanser, men især medfølelse og medlidenhed - her kommer en kørestol jo endelig til sin ret - og sagde at jeg som kørestolsbruger ikke ville komme i land hvis ikke vi lå i marinaen. Den første af havnehjælperne, der ligger og sejler rundt og anviser pladser, var meget sympatiserende, men kunne stadig ikke hjælpe. Vi måtte sejle ud og lægge os for anker og så henvende os dagligt inde i marinaen. Det var der åbenbart en hel del andre der også havde gjort tidligere - vi hørte bl.a. en på VHF’en, som med en meget træt, opgivende og noget vred stemme kaldte marinaen op og sagde: ”at nu havde han altså ventet og været på havnekontoret i 3 dage uden held!” Ham kunne de heller ikke hjælpe her og nu.
Pludselig kom så en anden havneassistent sejlende hen til os. Det er en herre der er adskillige år ældre end end den første assistent, og han sejlede hen til os fordi han kunne huske os og båden fra foråret. Han lod sig overtale til at se om han kunne finde en plads. Kort efter vendte han tilbage, gav os et ok tegn og sejlede hen og talte med den første assistent, der åbenbart er den der tager beslutningerne om hvem der skal have plads. Derefter kom han over til os og sagde at han lige havde pladsen til mig - langskibs oven i købet – og til min kørestol. Om det lykkedes pga. kørestolen, eller om det var fordi han er noget tættere på at være jævnaldrende med mig, at han lod sig charmere er jo ikke helt til at vide :-).
Pladsen er helt perfekt, langskibs og for enden af en bro så vi har en skøn udsigt udover bugten og de mange hundrede opankrede både derude samt til solnedgangene som ofte er helt fantastiske. Se selv:
Vi gik med det samme op til den nærmeste mekaniker og bådudstyrsforretning for at aftale motorservice og bestille nye batterier. De kunne desværre først komme om fredagen, så vi ville være nødt til at blive her indtil da.
At de gamle batterier skulle skiftes blev yderligere bekræftet da vi nu fik landstrøm på til opladningen af dem, idet de straks blev så varme under opladningen at vi måtte slukke for laderen. Heldigvis koster de nye batterier her ca. det halve af hvad de koster i DK.
Næste aften ankom Frederik så og vi nød at være sammen igen alle fire. Både Erik og Frederik skulle være hos indtil slutningen af januar så vi havde 4 uger foran os sammen. Det havde vi ikke været i mange år, så det så vi alle fire frem til.
Det betød jo også at vi ikke havde så travlt i forhold til afsejlingen videre nord på.
Vi fejrede familiesammenføringen med en stor steak på den lokale bar/restaurant ”The Return of Mango Bay”. Det er ikke så tit man får en god bøf herovre i Caribien, men her laver de en udmærket en af slagsen. Nu er der jo ingen steder hvor alt er helt i top, således også her. På denne restaurant er det at de spiller enormt høj og ofte hård rock musik, hvilket familien derhjemme jo nok har bemærket, da ”The Return of Mango Bay” også er den meget larmende netcafe vi ringer hjem fra via Skype, når vi er i Marin.
Vi havde alle fire været på Martinique sidste sejlsæson og havde kendte derfor en del til stedet. Og vi lå jo som sagt helt perfekt og når man er på en af de franske øer, ja, så kan man købe de samme varer som man kan i Frankrig. Så vi ville bestemt ikke komme til at savne noget. Så her står menuen tit og ofte på Foies Gras og ost og rødvin.
Når vi ligger i marina herinde i bunden af bugten kan man jo desværre ikke bade. Det er vandet alt for forurenet til, men Erik og Frederik benyttede så i stedet nogle af dagene til at tage ud at dykke. Da de ikke har været ude at dykke her før og det er et år siden sidste dyk, tager de ud med et dykkerfirma.
Det blev til nogle rigtigt gode dyk, dels ude ved en grotte under en lille ø der hedder Diamond Rock og ved nogle koralrev vest for indsejlingen til Marin. Som det bl.a. ses på disse billeder kan man åbenbart møde mange forunderlige væsener under vandet derude.
Onsdag formiddag kommer skipperen fra den belgiske båd ”Alegria” og banker på. Vi lå overfor hinanden i 2 uger på en bro lidt længere inde i mangroven, her i Marin i marts måned, hvor vi talte en del sammen, især om hans frygtelige oplevelser under krydsningen af Atlanten herover i november 2006. Han er den skipper og ”Alegria” den båd, som havde den maniodepressive mand med som sprang overbord 2 gange på vej over Atlanten. Nu lå ”Alegria” så også her og på samme bro som os. Han havde set det danske flag og ville lige se om det nu var os der lå her. Det var meget hyggeligt at hilse på ham igen.
Her i Marin, som på alle de franske øer, taler man fransk og der er ikke ret mange der taler mere end nogle få ord engelsk. Da vi desværre ikke kan tale fransk, ja så bliver det jo ikke til den store kommunikation med lokalbefolkningen. Vi var derfor noget spændte på om vores aftale med mekanikeren nu også ville stå ved magt. Godt nok var dato og klokkeslæt blevet skrevet ned, men vi kunne forstå på nogle af de andre sejlere at aftaler ikke altid blev holdt på det aftalte tidspunkt.
Fredag morgen var vi derfor noget spændte på om mekanikeren ville komme. Det gjorde han heldigvis og kun 15 min. senere end aftalt. Til gengæld kunne han end ikke to ord engelsk, men han var heldigvis helt klar på hvad han skulle lave, og vi klarede det meste af kommunikationen ved hjælp af fingrene. Han var dog nødt til at hente sin boss da der var nogle problemer omkring batterierne, da han jo kunne bare en lille smule engelsk. Alt blev dog udført til kryds og slange og vores strømproblemer er nu, heldigvis, pist borte.
Vi kom ikke rigtigt i gang med at tænke jul mens vi var i Marin, selvom den jo ellers må siges at have været tæt nok på der. Vi fik dog købt en god skinke, som vi skulle have juleaften og havde også ris til risengrøden. Derudover har Eriks kæreste Maria været så sød at hun har bagt jule-småkager og givet Frederik med som julegave til os – så nogle forberedelser var der da gjort. De smagte simpelthen pragtfuldt så det var kun under udfoldelse af den største selvbeherskelse at det lykkedes at gemme de fleste til selve juleaften.
Det er jo heller ikke helt så nemt at komme i julehumør når solen skinner, luften er 30-35 gr. og havet er koboltblåt eller turkist og 28 gr. Når det hele så indrammes af jungleklædte vulkaner og hvide palmekransede sandstrande – ja – så er jul jo ikke lige det første man kommer i tanke om når man vælter ud af sengen om morgenen. Egentlig var stedet jo ligegyldigt, og første prioritet et sted hvor vi kan komme ud at bade og meget gerne snorkle eller dykke. Det kan man jo ikke ligefrem i en marina.
Lørdag morgen d. 22. sejlede vi videre. Det blev for en gangs skyld en dag med den herligste sejlads med vinden ind agten for tværs og for fulde sejl i den lette brise. Da vi kun skulle til en ankerplads i den nordlige ende af Martinique, ud for St. Pierre, foregik hele sejladsen jo også i læ af øen så der var heller ingen sø. Herligt.
Vi fejrede således julen ud for St. Pierre - et ualmindeligt smukt sted på denne jord - for svaj i bugten med udsigt til Mt. Pele's blødt skrånende skrænter ned mod byen og det hele fuldt oplyst selv efter solnedgang af en helt fantastisk flot fuldmåne.
St.Pierre’s beliggenhed er historisk set ikke så idyllisk som beskrevet ovenfor idet Mt. Pele er en aktiv vulkan. Det fik beboerne i byen da også at mærke 8. maj 1902, hvor hele byen og dens ca. 30.000 indbyggere, samt 12 store handelsskibe der lå for anker udfor byen, blev udslettet i løbet af få minutter. De eneste overlevende var 2 fanger i byens fængsel. Selv om Mt. Pele rumlede og der havde været flere udbrud, fik den siddende guvernør overtalt byens befolkning til at blive i byen af hensyn til økonomi og et kommende valg.
Vi var vel en 10-12 både i bugten, hovedsagligt franske og engelske både, men med et velrepræsenteret dansk udbud i form af os og Naveren af Århus.
Hos os var juletræ og nisser af miniature størrelse, men det gjorde ikke julehyggen mindre og så havde vi hele 2 juletræer. Der var jo da også levende lys ikke på, men i træerne.
Der var 3-4 børn ombord på Naveren og a pro pos juletræet, ja, så svømmede de rundt om et oppusteligt juletræ ovre ved Naveren mens de sang julesange. En herlig måde at ”danse” omkring juletræet på.
Vi havde regnet med at sejle videre 1. juledag, men da vi forsøgte at komme ind og udklarere først d. 23. og derefter d. 24. uden held - kontoret var lukket selvom det ikke var helligdag -
og vi ikke havde været lige så smarte som dem på Naveren, der havde udklareret på forhånd i Marin, ja, så måtte vi jo blive lidt længere og det lykkedes os først at udklarere 2. juledag.
Nu er det jo heldigvis ikke så slemt som det måske lyder :-) - som sagt så kan man næsten ikke finde et skønnere sted at ligge for anker og nyde livet.
Så Erik og Frederik lejede i stedet dykkerflasker og dykkede omkring båden. (vi andre (gamle) nøjedes med en dukkert i det dybt blå og dybe, men meget klare vand ved båden). Der er ret dybt vand helt ind til land her ved St. Pierre og vi lå på 14-15 meters dybde, men havde et rev der ikke var så dybt liggende på den ene side af båden og et af St. Pierres 12 vrag på den anden side. Det fik de nogle gode dyk (og billeder) ud af.
Flying gurnard og Christmas tree worm
Juledag blæste det op over middag og da det så ud som om vi drev for ankeret besluttede vi at flytte. Da der jo ikke var så mange gode steder at flytte til lige der hvor vi havde ligget pga. de mange vrag og revet som man ikke skal have sit anker ned i, sejlede vi lidt sydligere i bugten og fik der lagt os et godt sted på 7-8 meters dybde.
Derudover var vi på tur inde i byen nogle gange, der er det dog ikke helt nemt at komme omkring i en kørestol. Det foregår for det meste ved at jeg må skubbes ude på vejbanen, men heldigvis tager de mange passerende biler det pænt - der er heldigvis ikke så mange stressede chauffører herovre - selvom der godt nok er afsindigt mange biler i St. Pierre. Trafikken er delt op vha. 2 ensrettede veje og her kører bilerne simpelthen køler ved køler. Der er ikke meget plads at give af når der også skal holde biler parkeret på vejbanen og kantstenene enten er vildt høje, eller rettere i de fleste tilfælde dybe grøfter (i form af en bred cementgrøft så regnvandet kan ledes bort i stride strømme i tropebygerne). Det er heller ikke altid nemt at finde et sted at få kørestolen over grøfterne. Der er dog overkørslerne ind til de forskellige huse, men de fleste af disse består af runde jernstænger der ligger med et pænt mellemrum. Så det er om at holde tungen lige i munden og stolen op på baghjulene for så at tage turen diagonalt for ikke at få hjulene ned imellem stængerne. Vi er dog efterhånden blevet ret gode til kørestolscross a la Caribien.
 |
Da opholdet her ved St. Pierre således blev forlænget med nogle ekstra dage besluttede vi at sejle direkte op til Les Saintes og dermed springe Dominica over for denne gang. Da det så er en ekstra lang tur på 76 sm. står vi meget tidligt op d. 27. december (kl. 4.30) og lader lige en regnbyge passere inden vi hiver ankeret op og sejler. Igen mødes vi af meget vind og stor sø N for øen som vi skal imod, så der sejles atter for rebede sejl med support fra motoren så vi kan holde kurs tilstrækkelig tæt til vinden. Det giver os så heldigvis også god fart og vi er i læ af Dominica efter ca. 5 timer. Det hjælper jo helt gevaldigt på roen i skibet når man har en ø imellem de store atlanterhavsbølger så der slappes godt af.
Det stille vand langs vestsiden af Dominica gør det også muligt at se hvis der er havpattedyr i vandet. Denne dag er især en god dag i forhold til dette. Ved 11-tiden får vi øje på en gruppe pukkelhvaler, 6-7 stykker, der svømmer i området mellem os og øen og som er på vej sydover. Vi ser først deres blåst og rygge og lidt senere deres haler da de dykker ned i vandet. En enkelt springer helt ud af vandet, drejer sig rundt og lander med et kæmpe plask som kan ses på lang afstand. Lidt senere ser vi en lidt mindre gruppe på 2-3 stykker også på vej sydover. Det er et imponerende syn også selvom vi ikke er helt tæt på dem.
Et par timer senere kommer en stor gruppe af små delfiner svømmende imod os og et par stykker af dem svømmer lige hen og springer lidt for boven af os, inden de, desværre, ret hurtigt slutter sig til flokken der tydeligvis er i gang med at fange fisk og også på vej sydover. Dejligt at se at der både er hvaler og delfiner her. Nu må vi så bare håbe at hvalerne er svømmet i en stor bue udenom St. Vincent og Grenadinerne da man stadig fanger hvaler der.
Mens vi sejler langs Dominica er vinden og søen ude i Atlanten heldigvis aftaget og vindretningen passer bedre til sidste del af turen mellem Dominica og Les Saintes, hvor vi får en rigtig god sejlads med vinden lige tværs. Vi ankommer til Haut-terres (hovedøen i Les Saintes) lidt efter kl. 16 og efter at have været inde i bugten foran byen hvor der viser sig at være rigtigt mange både og en del uro pga. færgetrafik, beslutter vi at sejle ud til en mindre bugt vest for byen for at ligge for anker der. Derude kan man heldigvis også bade lige fra båden og det foretrækker vi.
Point de sucre (sukkertoppen) på Les Saintes
Her lægger vi os lige ud for et område der hedder Bois Joli. Det viser sig at være et rigtigt godt sted at ligge. Vi ligger fint i læ og der er gode snorkle- og bademuligheder lige fra båden. Og så er der ikke længere til byen end at Christian og drengene kan gå derind for at indklarere. Det er dog ikke lige vejen man kan tage mig med derind ad, idet det er en meget smal vej der slynger sig op og ned over meget stejle bakker. Det er til gengæld en flot tur med udsigt ud over vandet.
Udsigt over Les Saintes fra vejen ind til byen
Vel tilbage ved hotellet igen efter den lange gåtur til byen for indklarering finder de ud af at der går en hotelbus mellem byen og hotellet på faste tidspunkter flere gange om dagen. Så det er jo godt at motion er så sundt De trænger dog til lidt afkøling efter gåturen og fortsætter derfor motioneringen med en rigtig god lang snorkletur langs kysten næsten hele bugten rundt. Det er et godt sted at snorkle da der er en del store sten med koraler og svampe på samt mange flotte fisk. Så der var nogen der sov rigtig godt meget tidligt efter solnedgang.
Da der nu er buslejlighed fra hotellet beslutter vi at vi alle 4 skal på bytur dagen efter. Da vi kommer ind til bussen er denne dog fyldt helt op af hotelgæster hvorfor vi henvises til at tage en taxa i stedet for. Det koster dog det samme som hotelbussen når man er 4, så det gør ikke så meget.
Det viser sig at være en rigtig hyggelig by bestående udelukkende af små træhuse med overdækkede verandaer foran der (som altid i Caribien) er malede i alle mulige og umulige farver.
Der er desværre også kommet et meget stort krydstogtskib til byen så det vrimler med mennesker. Det vrimler især også med mennesker på scootere, da disse udlejes i stor stil, da det er den eneste form for køretøj som der kan være tilstrækkeligt mange af på de meget smalle veje der bugter sig op og ned over øen. Nu er øen jo ikke særlig stor så det tager ikke så farligt lang tid for folk at komme øen rundt på en scooter og de er derfor hurtigt tilbage i
byen igen. Jeg tror ikke jeg har set så mange scooterudlejningssteder andre steder herovre, men der er åbenbart god afsætning i det.
Vi nøjes dog med at gå rundt i gaderne – dvs. gaden bortset fra at denne deler sig rundt om byparken, ja så er der kun en gade i byen. Den er til gengæld meget smal så som sædvanligt går det ud og ind omkring de mange parkerede biler. Efter en rigtig god frokost ringede vi til vores taxa for at sige, at nu ville vi gerne hentes. Det var en Chauffør der lød noget fjern jeg fik fat i pr. telefon – det viste sig at han holdt siesta, så han kunne først være der 1 time senere. Så tænkte vi at vi jo lige kunne benytte lejligheden til at hente varer i supermarkedet imens, men ak, her var der også siestalukket. Det havde vi jo ikke lige regnet med. Faktisk var stort set alt lukket, men det lykkedes os dog at finde en enkelt cafe, hvor vi kunne sidde og vente på vores taxa.
Ja, her var så dejligt at være at vi besluttede at blive og fejre nytåret her i bugten, Pain de Sucre, ud for Hotel Bois Joli.
Hotel Bois Joli
Det gav så Erik og Frederik god tid til at udforske nogle af øens højdepunkter, så d. 30. vandrede de op til øens højeste top, hvor der lå et gammelt udkigstårn. Det var en fantastisk flot tur, men nok lidt længere end de havde regnet med, da de var nødt til at gå næsten helt ind til byen førend de nåede til vejen op til udkigstårnet.
Igen tager vi ud at snorkle da de er tilbage, denne gang sejler vi dog over til stranden i jollen og fortøjer denne til en bøje, førend vi snorkler. Vandet er ikke helt så klart som dagen før pga. regn, men dog klart nok til at vi nyder snorkleturen. Da vi når tilbage til Pura Vida står den største Barracuda som vi nogensinde har set under båden. Det er ikke lige sådan en størrelse man har mest lyst til at svømme med, så jeg er glad for at vi ikke har set den når vi har badet fra båden tidligere. Nu behøver den jo selvfølgelig heller ikke at have stået der de gange jeg har været i vandet, men alligevel!
Selve nytårsaften fejredes på bugtens eneste restaurant på Hotel Bois Joli og sammen med et ægtepar, Ben og Susanne, fra Marthas Vineyard som lå ved siden af os i deres danskbyggede Molich 47, ”Aurora”.
Pura Vida for anker ud for Hotel Bois Joli
Vi kom i kontakt med Ben og Susanne, da hun kom tilbage efter en vandretur på øen og forgæves forsøgte at få kontakt med Ben der var ude på deres båd. Da det så også begyndte at regne kraftigt sejlede Erik og Frederik ind til hende i jollen og tilbød at sejle hende ud til ”Aurora”. I mellemtiden var der dog kommet liv i Ben der havde taget sig en eftermiddagslur nede i båden, så han var på vej ind inden Susanne nåede at sætte sig i vores jolle. Da regnen i mellemtiden også var nået at stoppe ventede hun dog på Ben, så han ikke skulle sejle forgæves. På deres vej tilbage til ”Aurora” stoppede de så lige og bød os over til en drink som tak for” redningsforsøget”.
Aurora med Susanne og Ben
Da de ikke havde planer for aftenen, og det jo var nytårsaften, blev den hyggelige eftermiddags seance ombord på ”Aurora” efterfulgt af vores fælles nytårsmiddag på Hotel Bois Joli. Vi havde bestilt bord til aftenen et par dage forinden, heldigvis for der var absolut fuldt hus, men der kunne heldigvis godt gøres plads til 2 mere ved vores bord. Det blev en meget hyggelig og festlig aften. Der var pyntet flot op og nytårsmenuen var fremragende, helstegte rejer på salat, ½ grillstegt hummer og lækker isdessert. Som prikken over i’et var vi så heldige at hotellet kun opkrævede halv pris for middagen (vi var formentlig blevet antaget som værende hotelgæster på fuld pension), men det protesterede vi naturligvis ikke over.
Ben og Susanne havde fået ”Aurora” fragtet fra Fort Lauderdale til Tortola på et fragtskib og ville have sejlet hele vejen ned til Trinidad her i vinter, førend de ville vende om og sejle tilbage til USA og op gennem The Inter Coastal Waterways til sommer. De var dog nu så trætte af det hårde vejr og af at sejle imod vind og sø, at de havde besluttet ikke at gå længere sydover, men allerede nu sejle nordpå igen. Som vi jo også har beskrevet herover er det jo ikke altid nem sejlads man får imellem øerne.
De meget kraftige regnvejr og den hårde vind vi havde oplevet mens vi var på St. Lucia var ingenting mod deres oplevelser, idet de stadig lå på Tortola da orkanen gik ind over Puerto Rico. Tortola ligger jo ganske tæt på Puerto Rico så de havde fået meget kraftig vind af orkanstyrke og voldsom regn i nogle meget lange timer, men ved hjælp af 2 ankre og en god
ankerplads var de heldigvis sluppet fra det uden skader. Det var dog ikke noget de ønskede at komme til at opleve igen. Som regel kommer der jo heller ikke orkaner senere end oktober.
Vi nød opholdet på Les Saintes, men da vejrudsigterne så fine ud til sejlads nordover mod Antigua omkring 2. januar, besluttede vi at sejle til Deshaies (udtales day-hay) d. 1 for så at sejle videre mod Antigua d. 2.
Som sagt så gjort. Ifølge diverse pilots er der altid meget vind og stor sø lige når man går ud nord for Guadeloupe, så da vi rundede nordpynten og blev mødt af vind på 10-12 m/s i stedet for de 5-6 m/s vejrudsigten havde lovet og sø der var pænt meget større også, ja, så blev vi enige om at det nok bare var sådan det var.
Men, det viste sig snart kun at være en lille forsmag på meget mere vind og søer på 4 meter og så de helt store i ny og næ.
Vinden skulle være kommet fra SØ, men kom fra NØ og da det jo desværre var N - NØ vi skulle, ja så kan I jo nok forestille jer scenariet.
Jeg skal ellers love for at vi også fik brusebad denne dag. Ikke i helt så store mængder ad gangen som på St. Lucia og ikke fra oven selvom vi blev overbrust gang på gang. Her var det bad fra havet, i kæmpesprøjt så det stod i kraftige skyller og brus henover sprayhooden eller skibssiden - og der var snart ikke et tørt sted at være oppe i cockpittet så jeg fortrak meget hurtigt til min køje nede, så de tre andre kunne sidde i læ under sprayhooden.
Pura Vida suser helt fantastisk afsted også imod den slags søer og vind, men af og til stampede hun jo pæle så alt ombord rystede og faldt ind imellem ind i søerne med brag som kunne få en til at tro at det hele falder fra hinanden nu.
Men, sådan gik det jo heldigvis ikke.
Lord Nelson’s Dockyard, English Harbour, Antigua
Den forholdsvis kraftige vind og vores kombination af lidt genua og motorkraft gjorde heldigvis at vi sejlede turen med en gennemsnitsfart af 7 kn., men det var godt nok 8 lange timer, som det tog at sejle de 42 sømil op til Antigua. Det er til dato det værste vi har været ude i herovre og den form for sejlads ønsker vi ikke at gentage. Den yngre del af besætningen var da heller ikke helt funktionsduelige - især ikke nede om læ.
Vel ankommet til Antigua besluttede vi at lægge os ind i marinaen, Lord Nelsons Dockyard, i English Harbour. Lidt efter at vi var kommet på plads i marinaen kommer ”El Picon”, en 70” Ketch indregistreret i B.V.I (British Virgin Islands) men med Mexikanske ejere, ind og lagde sig på den anden side af vores nabobåd. Da vi også lå ved siden af den i 3-4 dage i Marin blev det til et hyggeligt gensyn og en del snak. Ejeren og hans kone har sejlet i ”El Picon” i Middelhavet sammen med deres 2 besætningsmedlemmer i 4 år og de krydsede Atlanten i november 07 og oplever Caribien på deres vej mod Mexico.
De havde også sejlet turen fra Guadeloupe til Antigua denne dag og var både blevet overraskede og rystede over vejr og sø. Det samme gav et andet ægtepar fra en 65” båd, ”Te Manu” fra USA, som også havde sejlet turen til Antigua denne dag, også stærkt udtryk for.
Vi var ellers begyndt at spekulere på om det var os der ikke længere kunne finde ud af at tolke vejrudsigterne rigtigt, men da de 2 andre bådes ejere også havde tolket vejrudsigten for denne dag som værende noget helt andet og bedre end det vi oplevede, ja, så var det jo nok bare vind og sø der ikke havde hørt vejrudsigten
Her nød vi freden og roen, solen og varmen, samt de smukke historiske omgivelser og de ubegrænsede mængder af vand og el som et ophold i en marina giver mulighed for.
Vi var godt nok lidt små i sammenligning med vores naboer - ja - vi lå ved - ikke millionærkajen, men billionærkajen. Det er helt vildt hvad der sejler rundt herovre som private både. Jeg tror det største sejlskib jeg har set længe ligger her og, bortset fra de mindst 10 ansatte, har det kun 1 mand - ejeren - en ældre herre ombord. Han er åbenbart ikke bange for at fare vild i sit store skib.
I English Harbour er vores nærmeste nabo en ældre dame - Altair - fra 1930'erne. Den er vildt flot og vi er glade for at det ikke er os der skal lakere alt træværket. Der vrimler det da også med personale, men der skal jo som sagt også en del til at vedligeholde tingene.
Men mere om vores oplevelser på Antigua senere, ellers får I jo aldrig et rejsebrev
Ø-hopperiet er næsten også foregået lidt for hurtigt på første del af turen, så det er meget rart med god tid til at opleve og slappe af i en periode så det gjorde vi i fulde drag på Antigua.
Jeg ved godt at en del har gået og ventet på at høre fra os og synes at det er lang tid siden at vi tog afsted hjemmefra. Men, tid er jo noget mærkeligt noget - især når man er herovre - på en eller anden måde går tiden både lynende hurtigt og alligevel dejligt langsom. Ja, jeg ved da slet ikke hvor tiden er blevet af siden vi tog hjemmefra d. 27. november – mere end 9 uger siden - men ja, altså, tiden har det med at forsvinde, eller rettere betydningen af den - HELDIGVIS - det er jo også noget af det der gør det så skønt at sejle rundt under varmere himmelstrøg (sol, palmer, varmt badevand og glade mennesker hjælper jo selvfølgelig også på det hele og gør at tiden alligevel flyver afsted!!)
Mange sejlerhilsener
Christian & Lisbeth
Solnedgang Jolly Harbour Antigua
|